Mr. Brooks (2007)

En kunstnerisk massemorderfilm i mainstream-klæder, eller også er det omvendt? Bruce A. Evans’ "Mr. Brooks" er svær at blive klog på, savner fokus, men er samtidig båret af et mystisk energifelt centreret om Kevin Costners titelrollefigur.

Anden film som instruktør
Bruce A. Evans har ikke nogen fyldig filmografi på samvittigheden, særligt ikke som instruktør, og "Mr. Brooks" er hans blot anden film på 15 år. Den første var den indholdsløse komedie Kuffs (1992) med Christian Slater og Milla Jovovich.

Melodramatisk seriemorderportræt
Med det melodramatiske seriemorderportræt i "Mr. Brooks" har Evans kastet sig over en helt anden genre. Kreativiteten blomstrer, fortællelysten springer i alle retninger som sprinklervæske fra tilstoppede dyser. Og det er da også en helt igennem sprød historie, der ligger til grund for formidlingen.

Et dobbeltliv

Mr. Eark Brooks lever nemlig et rendyrket Jekyll/Hyde-liv som henholdsvis succesrig forretningsmand og kernefamiliefar... og hobbyseriemorder med fingeraftrykssignatur. Da hans hobby pludselig opdages af en fritidsfotograf, står Brooks i et dilemma: Skal han slå den nye trussel ihjel, eller skal han imødegå hans uventede ønske om at være med som statist på hans kommende mord?

Aparte fortællestil
Filmen er svær at komme ind på livet af, og frastøder også unødvendigt grundet sin alt for aparte fortællestil. Det kommer særligt til udtryk i samspillet mellem Costner og William Hurt. Hurt udgør med karakteren Marshall Brooks’ skyggeside og er med ham rundt for hele tiden at pirke til dræberinstinktet.

Ikke særlig elegant
Portrættet af Brooks’ to sider kunne have været afviklet betydeligt mere elegant, kommer skidt fra start og bliver alt for klodset. Samtidig undrer den trøstesløst udbasunerende underlægningsmusik, der optræder stort set hele tiden og tager selv det mindste initiativ til tankevirksomhed væk fra tilskueren.

Passabelt portræt
Kevin Costner får et passabelt portræt klemt ud af den alt for unuanceret skrevne titelrolle, og William Hurt forsøger ihærdigt med spil på de sorte tangenter – uden at lykkes ret langt. Som politiopdageren på sporet af morderen ses en fesen udgave af Demi Moore.

Et blandet indtryk
Bedst på rollelisten er Dane Cook, der gør det næsten troværdigt som Brooks’ nye plageånd, der ved for meget. Filmen efterlader således et blandet indtryk – under alle omstændigheder et indtryk af, at dette kunne have været en langt bedre film lagt i mere kunstnerisk ambitiøse hænder.