Een pige og 39 sømænd (1965)

Det er ærgerlige og overflødige knap to timer (!), man bruger i selskab med Annelise Reenbergs, "En pige og 39 sømænd": En vaskeægte jukset komedie med alle klichéer som ingredienser og ingen solid handling som ballast.

Eksklusiv mandehørm
Birgit Sadolins nyuddannede telegrafistinde Else Jensen ankommer til det skib, hun skal arbejde på med en god portion selvtillid og optimisme, men hun skal hurtigt blive mødt af en mandehørm, der ikke kan fjernes med almindelig udluftning. "Kvinder kan da ikke telegrafere, de kan ikke det dér med teknik, de er nogle små dumme nogle i pæne kjoler og dén slags." Måske er nogle af påstandene af og til sande, men i filmen bliver "hetzen" mod det i øvrigt overspillede feminine ganske overskruet.

Stjålne blikke
Men Else lader sig ikke så let slå ud. Hun finder sig i alle grove beskyldninger og udtalelser og nyder til gengæld alle mændenes stjålne blikke op under her og dér. Og der er en ganske særlig mand, Morten Grunwalds skibselektriker Peter Eberhardt, som hun specielt gerne vil have kigger på sig... (så de måske kan ende på skibsbriksen.... hvem ved?)

Ud på rov
Når skibet lægger til kaj, stikker det meste af besætningen i land, inklusive den strikse kaptajn, men eksklusive den pessimistiske og "kedelige" overstyrmand – og Else selv. Hun har nemlig lovet sig selv og kaptajnen, at hun ikke må forføre en eneste af de 39 sømænd – hvad hun jo indirekte gjorde, allerede da hun steg ombord. Men det kan nok være, at situationen ændrer sig. Uden at røbe for meget kan man vist roligt nævne, at Poul Bundgaard kommer til at synge til den helt store guldmedalje... og med god grund.

Forudindtaget
Plat og fyldt med vamle forudindtagede billeder på normalitet: Man SKAL fx gå i land og drikke sig stangstiv og nappe sig en pige i hver en havn for overhovedet at være menneske. Det kan ikke nytte noget at blive tilbage ombord. Else er på selvmordets rand, da hun finder ud af, hvor kedelig hun er... før hun begynder at gå med i land!

Absurd forestilling
Overspillet, kedeligt spillet eller standardspillet – med undtagelse af Arthur Jensen i en fin lille rolle som livstræt hovmester. Humoren er på et meget lavt plan, og Poul Bundgaards evindeligt overfriske tenor sætter sig som et klistret lag på den i forvejen mere end absurde forestilling.