Lynet (1934)

Ferm og selvsikker 30’er-farce, der blev Peter Malbergs talefilmsdebut – og dét endda i en dobbeltrolle. George Schnéevoigt instruerede nærmest enorme mængder spillefilm for Nordisk Films Kompagni gennem 30’erne, men "Lynet" er heldigvis ikke (som flere af hans øvrige talefilm) udtalt præget af metaltræthed.

En slående lighed
For at komme ind ved filmen udgiver Peter Malbergs arbejdsløse provinsskuespiller, Poul Quist, sig for den berygtede boretyv "Lynet", der netop er brudt ud af tugthuset, og hvem skuespilleren ligner som en tvillingebror.

En sensation
Johannes Meyers Filmsdirektør tror virkelig at have "Lynet" for sig, og da hans første forskrækkelse har lagt sig, indser han sensationen i at få den veritable boretyv himself til at spille tyv i den film om "Lynet" og hans bedrifter, der netop er ved at blive optaget.

Fine locationoptagelser
Særligt filmens første halve times tid er præget af en lethed med fine locationoptagelser fra Lynets fængselsflugt. Langt mere rendyrket og tilsvarende overspillet farce går der i den centrale forvekslings- og filmoptagelsesintrige.

Tidlig metafilm
Men der er stadig høj underholdningsværdi i at betragte denne tidlige metafilmiske folkekomedie, der ikke er fri for (selv)ironi, om end på den ganske kærlige måde.

Tændt på dobbeltrollen
Malberg er ganske tændt på dobbeltrollen, og manuskriptet er udmærket til at holde på hemmeligheder og løgne, før de afsløres mod slutningen. Ganske givet til fleres overraskelse.

I den hyperaktive ende
Johannes Meyer bogstavelig talt springer rundt af ivrighed og befippethed over den store (filmiske) sensation, som han mener at være bagmand til ved at engagere en berømt tyv. En præstation lige i den lidt for hyperaktive ende.

Overplat replikrække
Maria Garland er bedst i sin første scene, hvor hun spiller ping pong med stuepigen. Men straks derefter belemres hun med en for tiden og genren typisk overplat replikrække, hvor hun gentagne gange siger Quists navn forkert. Uden tvivl dog noget, der vakte begejstring i samtiden.

Kvikt afviklet
Kvikt afviklet og kun med få deciderede (sang)fyldscener holder Schnéevoigt sig til sin formel, så "Lynet" ender med at blive en ganske passabel farce. Pressen skrev: "Lynet var et Skridt frem for den danske Film", "Peter Malberg fik i Aftes en stor Publikum-Sukces i Paladsteatret", "Lynet fængede og antændte en Sukces". Lige netop modsat lød det: "Lynet fængede ikke: Det var et tyndbenet Lystspil, der præcis lignede sine Forgængere – ikke nogen ny Sejr for dansk Film."