Trumbo (2015)

Som Hollywood-historisk indføring er dette biografiske drama udmærket underholdning. Vi præsenteres i dramatiseret form for en lang række af de største moguler, producenter, skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere.

Populær, men sortlistet
Alt sammen centreret om manuskriptforfatteren Dalton Trumbo, der er svinepopulær og succesfuld op gennem 40’erne, indtil hans åbenlyse kommunistiske sympati sendte ham både i retten og fængsel med efterfølgende sortlistning til følge. "Trumbo" er et portræt af denne skæbne og en af skuespiller Bryan Cranstons første store filmroller efter den tordnende succes med tv-serien Breaking Bad (2008-13).

Politisk forkvaklet
Dalton var yderst ihærdig og havde mundtøjet i orden. At dét bragte ham i store vanskeligheder sætter filmen en tyk streg under. Han sagde, hvad han mente, og satte ikke sin kommunistiske tankestrøm under en skæppe. Og det var brænde på det politisk forkvaklede landskab i 50’ernes USA. Efter opholdet i fængsel sætter den altid kreative Trumbo sig atter ved skrivemaskinen og spytter manuskripter ud som skidt fra en spædekalv. Men han er nødt til at skrive under pseudonym, hvis han da ikke giver en kollega æren.

Fokus på det professionelle
Cranston rammer uden tvivl mange af Trumbos særkender – i mimik og kropssprog. Altid tobaksrygende og med et iltert temperament kunne han være en pest for familien. Filmen har dog mest fokus på den professionelle karriere og det politiske tovtrækkeri og er mindre interesseret i den bagvedliggende psykologi.

Metafilmen i fokus
Det virker som en fejlvægtet fordeling, for resultatet bliver en lidt for glat og perfektionistisk film, hvor nutidige skuespillere står i decideret kø for at portrættere vigtige Hollywood-personager som John Wayne, Kirk Douglas, Sam Wood, Hedda Hopper og Louis B. Mayer. Det er altså metafilmen, der helt tydeligt er i fokus... og vore dages filmfolks store fascination af storhedstiden.

Fortravlet fortællestil
I de mange biroller findes strejf af noget af det rigtige, men i det store og hele opleves de mest som mudder i en fortravlet fortællestil. Fordybelsen og eftertanken er der ikke tid til, og tilbage står et indiskutabelt flot tids- og filmindustribillede, men uden kant eller personlighed. Et miks af originalkomponeret og tidstypisk underlægningsmusik lægger som oftest filmen i en hyggelig, men overpolstret dyne af lyd.