Desde allà (2015)

Med sin hårdnakket kunstneriske tilgang til et banalt homofilt tema placerer "Desde allà" sig – i hvert fald udadtil – blandt de sværere tilgængelige fortolkninger af temaet. For instruktør og manuskriptforfatter Lorenzo Vigas er tydeligvis meget forhippet på at pakke sin historie i lag af flagrende "bølgepap", som små forhindringer mellem det umiddelbare og det uhåndgribelige.

Halvblottet ungfyrmås
Den åbenbart velhavende, ældre venezuelaner Armando har en forkærlighed for unge fyre. Det står klart, efter vi har set ham spille den af foran en halvblottet ungfyrmås, og Armando har tilsyneladende uanede midler til at gentage dén succes.

Følelsesmæssig overbygning
Men efter at have mødt gadedrengen Elder sker der noget i Armandos hoved: Fascinationen får pludselig en følelsesmæssig overbygning. Elder er alt andet end umiddelbart sympatisk, og han både banker og håner den ældre distingverede herre for de homofile tendenser. Homofobi sat på spidsen.

Tænkt seksuelt forhold
Men samtidig er Elder på en eller anden mystisk måde draget af Armando, og deres forhold går nu fra venskab til noget, der kunne minde om et i hvert fald tænkt seksuelt forhold. Hvad, der egentlig sker i de aldersmæssigt distancerede mænds hoveder, er dybest set overladt til tilskuerens fantasi.

Udtalt smal
Vigas’ film er udtalt smal og ligeså udtalt appellerende til et kunstfilmselskende publikum. Hvor dialogen er knap, fokus er på de bagvedliggende spændinger, og mystikken trives lidt for udtalt, som svamp på uønskede steder. Takterne er narrativt set gode. Her er ingen underlægningsmusik, kameraet kæler roligt og ofte malerisk stationært for indstillingerne, klipningen følger stilen til dørs. Men filmen befinder sig hele tiden på afgrundens rand, fordi Vigas ikke helt kender afgrænsninger og besøgelsestid.

Tæt på det konstruerede
Vi er faretruende tæt på det konstruerede i både historie og indpakning, men mange af scenerne reddes på målstregen. Faktum er desværre, at filmen som hele ikke brænder igennem, og som tilskuer mister man relativt hurtigt interessen, fordi det er så nemt at gennemskue instruktørens intentioner, som i eventyret "Kejserens nye Klæder".

Mystiske flirts
De to mystisk flirtende mænd kredser om hinanden som gadekatte om varm mannagrød. Helt troværdigt bliver deres forhold aldrig, og de tiltænkt overraskende udviklinger er mest af alt for meget af det gode. Alfredo Castro smiler ikke en eneste gang i sit svært sammenbidte portræt af den ungfyrsbetagede Armando, og kameraet er meget optaget af hans sorgfulde pokeransigt. Luis Silva udfylder gadedrengerollen som Elder med en pæn portion flakkende ungdomscharme – desværre er Elder-rollen lovligt tilplastret med ikke altid lige troværdige klichéer.