Bleeder (1999)

"Bleeder" er ikke en efterfølger til Pusher (1996), selvom man umiddelbart godt kunne få den tanke, når der er tale om samme instruktør (Nicolas Winding Refn) og hovedrolleindehaver (Kim Bodnia).

Barskt og ubehageligt
Ganske vist har filmene visse stil- og historiemæssige lighedspunkter, men "Bleeder" er alligevel en film helt for sig, en film med så barskt og ubehageligt et budskab, at sarte sjæle somme tider må synke en væmmelsens klump

Dødtræt af livet
Københavneren Leo er dødtræt af sit liv, sin elendige lejlighed og sit elendige job. Hans depression gør, at han ikke umiddelbart glæder sig til at få det barn, som kæresten Louise bærer.

Voldelig og indadvendt
Da Leo bliver vidne til et skuddrama i indre by, er det som om, verden vender sig på hovedet i ham. Han bliver meget voldelig og indadvendt og er ikke længere til at tale med, hverken for kæresten eller den filmtossede ven, Lenny. Nu kan det næsten kun gå i en retning - mod det totale forfald.

Ægthed og nerve
Som i "Pusher" spiller Kim Bodnia med en fin ægthed og nerve. Det er måske ikke så mærkeligt, at Bodnia gik ned med flaget efter hovedroller i to så sorte og deprimerende film.

Umenneskelige forhold
Det er hårdt nok blot at være tilskuer til. Efter filmen kom det desuden frem, at forholdene for skuespillerne under indspilningen af "Bleeder" var meget rå og umenneskelige.

En verden af film
Ved siden af Leos nedtur følger vi video-Lennys lettere tragikomiske hverdag, der udelukkende drejer sig om film. Men kærligheden truer med at blande sig som konkurrent til videobutikkens gemmer, hvor Lenny normalt ser absurde film med butikkens ejer, Kitjo.

Overdramatiseret nedtur
Hvor Lennys hverdag skildres med en stilfærdig og forfriskende humoristisk enkelthed, brager Leos nedtur frem på lærredet med en mægtig overdramatisk fotografering i lettere surrealistiske lyssætninger og kraftige udfald på musiksiden. Det giver en stærk kontrast i filmen, en kontrast, der ind imellem virker for voldsom.

Inspireret af Tarantino
Alt i alt en pænt overbevisende dansk film, der med en sjældent set autenticitet skildrer et menneskes totale nedtur. Det er ganske tydeligt at se, at Refn har hentet mere end rigelig inspiration hos Quentin Tarantino.