Arbitrage (2012)

Visuelt flot eksekveret thriller, hvor Richard Gere spiller på flere tangenter i rollen som den hårdt prøvede forretningsmand Robert Miller. Efter at have gjort alvorligt i nælderne må Miller gøre knuder på sig selv og sin samvittighed for at redde både privatliv og virksomhed.

Pænt nuanceret
"Arbitrage" indbragte Gere en Golden Globe-nominering, og Robert Miller-rollen er da også pænt nuanceret. Han er både den pæne, velklædte og vellidte familiefar med en tilsyneladende godtroende Susan Sarandon ved sin side. Og samtidig den dygtige forretningsmand, der skal vise sig ikke at have helt rent mel i posen. Det er nu ikke det værste for ham, men den egentlige kilde til filmens grove spænding skal være op til den enkelte tilskuer at fordybe sig i.

Genretypisk og typisk amerikansk
"Arbitrage" former sig ret hurtigt som en genretypisk og typisk amerikansk thriller: Usandsynligheder tager styringen, og hele herligheden kommer til at dreje sig om, hvor dygtig Miller er til at sno sig udenom – både konen, elskerinden, kriminalpolitiet og den økonomiske kriminalitet. Her behøver man ikke at skære ud i pap, at Miller vist lidt for længe har brændt sit lys i begge ender.

Forudsigelig slagside
Gere gør det godt – i hvert fald i de mere afdæmpede scener, som filmen heldigvis også ejer. Da plottet tager sit store twist, opstår med rette bekymringen for den forudsigelige slagside, men det ændrer ikke ved, at filmen i det store og hele er velkonstrueret, visuelt vellykket og fuld af kvikt konstrueret samvittighedsspænding.

Hvor skal sympatien lægges?
Så kan det jo altid overvejes, hvor sympatien skal lægges. Miller er jo ikke nogen helt afrundet mand, men derfor kan man godt vælge at holde med ham i hans kamp mod tiden, politiet og i sidste ende også hans egen datter, der har lugtet et par lunter. Cliff Martinez’ underlægningsmusik er uden den store kant og fylder alt for meget, særligt i højdramatikken.