Genç pehlivanlar (2016)

Fremhævet af selveste Kemal Atatürk som en ærbar sportsgren har brydning altid spillet en vigtig rolle blandt såvel unge som gamle i Tyrket. Det mærkes tydeligt i Mete Gümürhans Berlin-prisvindende dokumentar og er fortalt i en fint afrundet stil, der søger hele historien blandt unge håbefulde brydere, snarere end blot sporten.

Dommen på vægten
Filmen indledes herligt af en vejescene, hvor halvstore, små og endnu mindre drenge kommer på vægten for at få dommen: Er de for tynde, for tykke eller lige tilpas? Træneren lægger ikke fingre imellem og afsiger hurtigt sine dessiner. Drik mindre cola, spis mere fedt. For hans drenge skal være i topform, når de tyrkiske mesterskaber i brydning afvikles.

Afrundet og vedkommende
Hvad der gør "Young Wrestlers" til en særligt afrundet og vedkommende dokumentarfilm er instruktørens dybe fokus på drengene. De har alle sammen følelser, men nogle er selvsagt mere følsomme end andre, og det kan blive nødvendigt at trøste – eller tage med på hospitalet, når en omgang næseblod er lidt for genstridig. Alt sammen trænerens job, og han har måske ikke ligefrem det store kørekort i empati.

Stærkt sammenhold
Drengenes indbyrdes forhold er til gengæld godt og præget af sammenhold og godt humør. Når der en ledig stund fra træningen, nusser de gerne i hinandens hår og er i det hele taget fulde af indlevelse, hvis en er ked af det eller har hjemve.

Ærlig stil
Den dokumentariske stil er ærlig og helt uden unødvendig indpakning. Her er ingen saftige kamerature eller underlægningsmusik. Kameraet er ofte blot fluen på væggen, og det er tydeligt, at drengene dårligt ænser dets tilstedeværelse. Autenticiteten er opnået gennem dygtigt filmarbejde og en instruktør med forståelse for børn og unge mennesker.

Sporten mindre central
Så selvom det bærende tema er brydning, spiller sporten en mindre central rolle. Instruktøren er langt mere interesseret i børnenes og de unge menneskers reaktioner, følelser og indbyrdes forhold.