The Russia House (1990)

Som den første vestlige film indspillet i Rusland (efter Sovjets fald) er "The Russia House" et temmelig håndtamt bekendtskab. Kulissen er flot og centreret om Moskva og Skt. Petersborg, men historien baseret på spionagekrimien af John le Carré er ikke videre ophidsende.

Henrivende og hemmelighedsfuld
Der er ellers linet stærke kræfter op som formidlere af det betændte plot, med Sean Connery som styrmand og Michelle Pfeiffer som den henrivende og hemmelighedsfulde russiske Katya, der slet ikke er til at stå for (for Connerys Barley). I noget vage og uinteressante biroller ses blandt andre Roy Scheider, Klaus Maria Brandauer og J.T. Walsh.

Ingen klassisk spiontype
Barley er ellers ikke nogen spion-prototype, og han kastes da også hovedkulds ud i opgaven, da den britiske efterretningstjeneste headhunter ham til at grave i russiske personager. Det er ikke en opgave, der bekommer ham vel, særligt ikke, da han forelsker sig i et af hovedofrene, den søde Katya.

Drypvis opblomstrende
"The Russia House" har sine forcer i kulissen og i drypvis opblomstrende intensitet i den udspionerende spænding. Men som helhed er filmen ikke stærkt medrivende og står i lange perioder stille. Fans af John le Carré, spionagegenren og spændingerne mellem øst og vest omkring 1990 vil muligvis føle en vis tilfredsstillelse, selvom det højspændte og bagvedliggende drama aldrig kommer til at fremstå særlig troværdigt.

Udpenslet musik
Jerry Goldsmiths "russisk inspirerede" musik er penslet rundhåndet ud over hele handlingen, og tager ind imellem en nærmest kvælende komisk hovedrolle. Selvstændigt klinger musikken udmærket, men besøgelsestiden kendes ikke.

Flotte landskabsscener
Der er helt bestemt noget dragende ved de mange flotte russiske by- og landskabsscener, der fanger lidt af det eventyr, historien som hele gerne vil emme af. Men der er for langt mellem både sammenhængende elegance i historien og den egentlige kernespænding, der er udgangspunktet.

Konsekvent kejtet
Connery lirer den sædvanlige charme af og er filmens stærkeste kort. Michelle Pfeiffer rammer ind imellem en fin uskyldsren flertydighed, men ramler ofte på den konsekvent kejtede russiske accent. I de mindre roller er der ikke meget vægt, og kræfterne, der trækker i trådene fra kulissen i både Storbritannien og USA, bidrager ikke med megen energi til filmen.