Thummelumsen (1941)

At Gustav Wied også kunne være folkelig filmunderholdning beviste Nordisk Film og Emanuel Gregers med denne krigstidsfilmatisering. Med en veloplagt Peter Malberg i titelrollen som landsbytossen, der vinder den store gevinst – og måske også æren – er vi allerede halvvejs i mål til en god filmoplevelse.

Intriger og sladder
I den sjællandske provinsby Gammelkøbing går livet sin vante gang med intriger og sladder. Byens original er Peter Malbergs Emanuel Thomsen, kaldet Thummelumsen, der driver en lille forretning sammen med sin mor.

Drømmen går i opfyldelse
De spinker og sparer for engang at kunne købe den fædrene gård, Møllegaarden, tilbage. Andre markante skikkelser i byen er Axel Frisches misantropiske toldkontrollør Knagsted, kaldet Livsens Ondskab, og hans idealistiske ven, Richard Christensens overlærer Clausen. En lotterigevinst sætter omsider Thomsen i stand til at realisere sin drøm, men ikke uden svære kvaler.

"Gjorde stor Lykke"
Pressen skrev bl.a. : "En rigtig god Filmatisering" og "Nordisk Films Version var overmaade vellykket og gjorde stor Lykke." "Det gode Resultat er fremkommet ved en behændig Sammenblanding af Livsens Ondskab, Romanen om den brave Gammelkøbing-Vorherre, Toldkontrollør Knagsted, og Komedien om Thummelumsen og den snurrige Provins-Originals snurrige Kamp for sin fædrene Gaard."

Filmisk farve
Og det er da også en fin dramatisk funderet komedie, som særligt Peter Malberg snor om sit talentfulde spil – og giver Gustav Wieds univers filmisk farve i Valdemar Christensens sort/hvide fotografering. I øvrigt med flere fine locationoptagelser af landlig idyl i meget fin naturlig belysning – og i blæsevejr!

Kejtet serveret dialektspil
Det kan forekomme en kende anmassende med det ind imellem kejtet serverede dialektspil. Malberg er en sand mester til det, men Lis Smed er i den anden ende af spektret slet ikke troværdig som den henrivende bondepige, der meget nødig vil giftes med Thummelumsen, selvom han er kommet til penge.

Livsklogt ondsindet
Axel Frische får en del ud af vindbøjtelrollen som Livsens Ondskab. Bedst, når han er livsklogt ondsindet – hvis det da ikke er endnu et af hans finurligt velovervejede små numre.

Intimt landlig
Kai Normann Andersens musik høres der absolut ikke meget til, og det er behageligt at opleve filmen råt for usødet i det intime landlige set up. Først i 1978 og siden 1993 prøvede dansk spillefilm igen kræfter med Gustav Wied, begge gange med Anders Refn som instruktør og uhyre vellykket: Slægten (1978) og Sort høst (1993).