Små ulykker (2002)

Annette K. Olesens "Små ulykker" er en stærk og umiddelbart vedkommende dansk film, der rammer mange af gennemsnitsfamiliens traumer og småproblemer i bulls-eye. Men i Kim Fupz Aakesons manuskript findes også lidt for mange traumer og småproblemer og lidt for mange velkendte typer. Vi trænger snart til dansk filmfornyelse.

Et andet gennembrud
Jørgen Kiil fik sit store "andet gennembrud" i en for ham ganske ny og tiltrængt udfordrende rolle som filmens rummelige og lune midt- og omdrejningspunkt, familiefaren John. Han får nok at se til, da hans kone dør.
 

Vidt forskellige reaktioner

Hans tre vidt forskellige børn reagerer tilsvarende vidt forskelligt på morens død. Den "mærkelige" Marianne bliver ganske knust, den "kunstneriske" Eva er fuldstændig ligeglad, og karrieremanden Tom har næsten for travlt til overhovedet at tage sig af det.

Døden som tema
De voksne børns forskellige indfaldsvinkler til døden, og hvordan familien skal komme videre, er filmens store tema. Men manusforfatteren har ikke syntes, der var nok typer i dén kernehistorie.

Overflødige personer
Derfor har Fupz Aakeson proppet to for filmen i bund og grund overflødige personer ind: Parret Søren og Hanne – "krøblingen" med slidgigt og hans kone, der "modvilligt" ender i et sidespring.

Ingen konstant dybde
Når filmen får lov til at fyre sine typer af mere dybdegående, fungerer den rigtig godt. Jørgen Kiils person og type er klart filmens mest sympatiske, efterfulgt af Jesper Christensens frustrerede sofapatient. Jannie Faurschou leverer sit livs præstation som den ustabile og udadtil kyniske kunstnersøster.