54 (1998)

En lille håndfuld af 1990'ernes mest bedårende og billedskønne Hollywood-skuespillere stiller op til filmisk skue i "54". Der er dømt bar overkrop, frigjort sprog – og masser af seksuel lir.

Et stort spring
Ryan Phillippe spiller den unge Shane, der er ved at kede sig ihjel i en forstad til New York. En dag tager han det store spring og stiller sig i kø foran den berømte og berygtede natklub "54". Her bliver han – på grund af sit billedskønne ydre – en af de særligt udvalgte, der får lov at komme ind og vrikke med måsen i takt med musikken sammen med USAs mest berømte skikkelser.

Sex og stoffer i brede baner
Og Shane stiger hurtigt i graderne: Husets direktør er nemlig meget interesseret i ham og hans udseende. Så inden længe er Shane blevet en hel institution på 54, med alt, hvad det indebærer af penge under bordet og sex og stoffer i brede baner.

Faconsyet ligegyldigt
"54" er en faconsyet ligegyldig trend-film, der ikke bliver troværdig i sin skildring af det virkelige livs natklub af samme navn. De mange bedårende piger og drenge, der prøver grænser af, er fatalt uvedkommende og bliver aldrig til at identificere sig med.

Én lang fest
Filmen er i bund og grund bare én lang fest med klassiske intriger: Utroskab, homoseksualitet, stofmisbrug, venskab eller fjendskab, jalousi, magt, penge, indflydelse – og frem for alt: Sex. Masser af sex. Ingen af skuespillerne har rammerne til at vise talent, med undtagelse af Mike Myers, der glimtvis lyser op i rollen som direktøren Steve.