The Girl with All the Gifts (2016)

Der er velsmurt uhygge på programmet, når denne filmatisering af Mike Careys roman tager fat om zombieroden og ikke slipper sit greb før spændingsudløsningen i det eksistentielt ultimativt perspektiverende klimaks.

Hård fødsel
Det er dog en lidt hård fødsel, filmen sætter sig selv i verden på. Alt for mange unødvendige veer komplicerer og irriterer indføringen i det aparte univers. Filmens anslag og første små tyve minutter er således det klart svageste led.

Alt for meget musik
Det kommer først og fremmest til udtryk i det bevidst tilbageholdende i fortællestilen. For historien skal bare overraske for enhver pris, men det hjælper ikke på perception og mental passage, at de mystiske begivenheder er pakket i en – til at begynde med – klæbrigt anmassende og tilmed håbløst konglomerisk elektronisk filmmusik.

Luft under vingerne
Men så sker der noget! Efter at have været i mærkeligt dobbelttydigt selskab med en flok fastspændte børn i kørestole på en gusten underjordisk institution, kommer vi endelig ud i det fri, og filmen får i dén grad luft under vingerne.

Universelt liv/død-tema
Det bærer den langt, og det universelle liv/død-tema står flot i den postapokalyptiske indramning, hvor den ikke helt almindelige pige, Devani, kommer med på togt ud i det virkelige livs meget konkrete farer: Verden er nemlig blevet overtaget af zombier som følge af en fatal svampeepedimi.

Lidt af et miks
Devani er selv lidt af et miks, skal det vise sig, så hun skal holdes i lang snor, samtidig med at hun skal vise sig central for de få tilbageværende rigtige mennesker, hvis de skal gøre sig forhåbning om at forblive i dette liv.

Svamp i hjernen
I dette set up giver filmen mening. Den er et hypermoderne uhyggeligt eventyr, hvor børn med svamp i hjernen afdramatiserer det efterhånden fortærskede zombie-tema. Vi kommer på en måde ned på jorden, selvom historien i høj grad svæver i det fantastiskes luftlag.

Flot barnepræstation
Særlig central for filmoplevelsen er den unge Dominique Tipper, der i hovedrollen virkelig er The Girl with All the Gifts, og vel at mærke udstråler dem med både autoritet og indlevelse.

Postapokalyptisk stilhed
Den til tider irriterende filmmusik af Cristobal Tapia de Veer tager sig heldigvis nogle meget tiltrængte pauser, så den postapokalyptiske stilhed får lov at træde frem i lydbilledet – helt centralt for, at filmen ikke forsvinder fuldstændig i det fortænktes tåger.

Grum uhygge
Der er grum uhygge i de mange levende døde statister, der sover stående på denne særligt karakteristiske zombiemåde. Men den rigtig effektive spænding opstår allermest i pauserne mellem de konkrete gys, og i den overraskende slutning.