Signs (2002)

Instruktøren M. Night Shyamalan er tilbage med en ny film efter succeserne The Sixth Sense (1999) og Unbreakable (2000). Den nye film, "Signs", er endnu et særpræget værk, men samtidig også klart Shyamalans svageste til dato.

Præst i sorg
Mel Gibson spiller den fallerede præst Graham Hess, der bor sammen med sin bror og to børn i en stor, øde beliggende villa. Graham mistede sin kone i en tragisk ulykke og har ikke kunnet tilgive de højere magter siden.

Det spøger i majsmarken
Det begynder at "spøge" i Grahams majsmarker, dvs. at store runde cirkler bliver tegnet i markerne - ved at planterne er trådt sirligt ned. Ingen forstår, hvad det kan være. Pressen tager billeder af fænomenet. Er det væsener fra det ydre rum eller bare drengestreger?

Ondsindede grønne bæster
Da de grønne "marsmænd" pludselig tropper op overalt i USA og tilmed viser sig at være ondsindede, får familien Hess travlt med at barrikadere sig, da cirklerne på marken agerer landingsbane for de sure grønne banditter.

Omhyggeligt billedsprog
M. Night Shyamalans karakteristisk omhyggelige billedsprog fornægter sig ikke. Dvælende, med lange klip og maleriske kamerature, sære perspektiveringer og spektakulære lyssætninger. Det er film af teknisk meget høj klasse, og det er en nydelse for æstetikeren. Mel Gibson er god i en rolig faderrolle og får skønt modspil af talentfulde Joaquin Phoenix og de to børneskuespillere Rory Culkin og Abigail Breslin.

Hårrejsende gys og humor
"Signs" veksler mellem hårrejsende gys og familiedrama med forløsende humor. Ruminvasionstemaet bliver aldrig nærgående, snarere står det som et tamt forsøg på at vække UFO-myter til live. Dog fungerer marsmands-gysene godt, men det er mere, fordi de er baseret på basale gyserelementer som banke/knirkelyde, lys og skygge, osv. Med tam mainstream-filmmusik af James Newton Howard.