Vejrhanen (1952)

    Vejrhanen på kirkens tag knirker og giver lektor Nielsen søvnløse nætter. Han vil bringe sagen for rette instans.


    VELOPLAGT DANSK LUNE

    Johannes Meyer er rigtig i sit es som den vrede lektor Nielsen, der går til kommunen, dagbladet, ministeriet og meget mere for at få gjort noget ved den lokale kirkevejrhane.

    En knirkende chikane
    Nat efter nat holder vejrhanen stakkels lektor Nielsen søvnløs. Men ingen af instanserne vil lytte til Nielsens problem - han bliver ikke taget alvorligt. Så let giver Nielsen dog ikke op, og da han i sit faste oplæserjob i radioen pludselig bryder ud i vrede over sin sag, kan det nok være, han bliver hørt.

    Robust lystspil
    "Vejrhanen" hører til blandt lystspilsgenrens mere robuste indslag. Drøngode skuespillere og en vaks lille historie former en medrivende filmoplevelse. Johannes Meyer spiller på alle tangenter i en af sine allerbedste roller, og han får herligt modspil af Einar Juhl, Randi Michelsen, Ilselil Larsen og Dirch Passer (sidstnævnte desværre i en alt for lille og fjollet birolle).

    Sprudlende liv
    Der er et konstant sprudlende liv gennem hele filmen, men de morsomste takter fra starten løbes lidt over ende af en lidt for omstændelig tur gennem det lokale byråd. Netop det kommunalpolitiske får sammen med Kirkeministeriet og andre instanser en skarp satirisk behandling i denne skønt neddroslede komedie.



    Anmeldt i 2002 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024