Eraserhead (1977)

I denne, David Lynchs biograffilmsdebut fra 1977, fornemmes med det samme mystikken, det uforklarlige, det absurde. "Eraserhead" åbner med ti minutters dialogløs introduktion, hvor vi følger hovedpersonen Henry Spencer, der spankulerer rundt i skumle omgivelser. Først herefter indledes den yderst sparsomme dialog – hver gang replikker, der får lov at stå stærkt alene.

Absurd misfoster
Henry besøger kæresten Mary og hendes meget mærkelige forældre, og her får han at vide, at han skal være far og hellere må gifte sig med Mary i en fart. Barnet viser sig at være et absurd misfoster, og da Mary ikke kan klare vrælene om natten, løber hun hjem til sine forældre og overlader barnet til Henry. Nu hænger Henry på den skræmmende opgave, og han må ind imellem søge trøst hos sin syngende fantasiveninde i radiatoren, selvom det også dér er svært af finde trøst.

Helstøbt trøstesløs
I det hele taget er filmen ganske helstøbt trøstesløs. Grå, kolde, mørke, klamme, deprimerende omgivelser i et blændende blegt sterilt lys. Konsekvent pakket ind i en historisk larmende lydside med bulder, brag og brummen. Disse meget velovervejede virkemidler er fuldt ud overbevisende som kulisse for den både skræmmende og "komiske" historie, der ofte får det til at vende sig i en, samtidig med at man halvkvalt forsøger at grine.

Mystiske roller
En effektiv gyser-komedie med roller så mystiske, at det er helt abnormt. Enkelte scener viser skuespil af meget høj kaliber, mens den ækle, bitterkomiske handling udspiller sig for fuld musik. Scenen hjemme hos Marys forældre er en af filmens bedste med både godt skuespil og en beundringsværdig situationsfornemmelse. Specialeffekterne er ganske imponerende for en film fra 1977.