Wilbur begår selvmord (2002)

Talentfulde Lone Scherfig havde velsagtens et pænt pres hvilende på sig, da hun skulle følge op på kæmpesuccesen, Italiensk for begyndere (2000).

Det skotske alternativ
Her foreligger så det skotske alternativ, en økonomisk kompromisløsning med kun én dansk skuespiller i en lille birolle.

Ingen dyster film
Titlen alene signalerer depression og dyster lyssætning, men der er langt fra titlens mørke signaler til virkeligheden i Scherfigs nye film.

Wilbur er nemlig slet ikke så deprimeret, som han udgiver sig for at være. Han ved det bare ikke.

En sær "hobby"
Wilbur bliver i filmens begyndelse reddet af sin storebror, Harbour, efter endnu et selvmordsforsøg. Det er der såmænd ikke noget uhyggeligt i, for filmen tager meget let på denne "hobby", som Wilbur bruger meget tid på.

Det er først meget sent i filmen, at man kan se en sammenhæng og en mening i den kåde begyndelse. Problemet er, at begyndelsen alligevel ikke rigtig retfærdiggøres af slutningen.

Filmen vokser med opgaven
Slutningen kommer til at stå alene som filmens absolut bedste del, mens begyndelsen er noget, man helst gerne ser slettet af hukommelsen - hvis man altså vil have lov at lade følelserne rulle i sidste ende.

Selvmord på samlebånd
Wilbur begår som nævnt selvmord på samlebånd, og ikke engang brormands solskinsaffære med den unge Alice kan smitte af på Wilburs humør. Det er først, da Harbour får konstateret en livstruende sygdom, at tingene begynder at falde en smule på plads i Wilburs omtågede skal.

Der er stærke passager i filmen, der giver den en vis pondus. Foruden den glimrende sidste halvdel er der også ind imellem komiske islæt, der er værd at grine ad.

Pænt spillet
Skuespillet er til gengæld pænt hele vejen igennem. Lige fra hovedrolleindehaveren Jamie Sives til Mads Mikkelsens birolle som den danske læge, Hors.