Nikolaj og Julie (2002)

En håndfuld af landets dygtige instruktører har taget sig af Søren Sveistrup og co's moderne parforholdsmanuskript og formidlet det med forudsigelig folkelighed til de sultne danske søndagsfjernsynskiggere.

Meget gennemskueligt
"Nikolaj og Julie" baserer sig meget gennemskueligt på de helt hotte problemstillinger i forholdet mellem en ung kvinde og en ung mand: De to titelpersoner er gift og har en lille datter.

Det perfekte par?
Han, Nikolaj, arbejder fuld tid på et trendy reklamebureau med distræte og/eller selvcentrerede kolleger. Hun, Julie, gør karriere som advokat og har sin emsige sekretær som privat veninde. Det hele hænger sammen i en overordnet linje, og så skal det alligevel gå så grueligt galt. Snart opstår den frygtede dårlige stemning, og så er helvede løs.

Banalitet i brede baner
Serien starter frygtindgydende banalt men vokser allerede fra andet afsnit lidt med opgaven. Efterhånden bliver det næsten hyggeligt at tilbringe tre kvarters tid i selskab med alle de stift skårne typer. Det hyggelige forsvinder dog næsten helt fra afsnit 9, hvor en stribe gennemført usandsynlige begivenheder desværre har en tendens til at gøre serien svær at sluge.

Alle kan være med
Det banale forlader aldrig serien, men det er nok også helt bevidst fra manuskriptforfatternes side. Det skal være "helt nede på jorden", så alle kan være med. Enhver problematik er nem at identificere sig med, men tendensen er, at der skal smøres ekstra tykt på, så troværdigheden falder til jorden.

For meget af det gode
De barske begivenheder afdramatiseres til dels af en stedvis slående humor - igen er problemet bare, at det bliver for meget af det gode - ganske enkelt usandsynligt.

Spillelyst
Skuespillerne sprudler af spillelyst, men ikke alle slipper lige heldigt fra de omfattende roller. De går dog - ligesom de handlingsmæssige omgivelser - an. Bedst blandt spillerne er afgjort Peter Mygind, Jesper Asholt og i særdeleshed Sofie Stougaard, der får det bedste ud af sin kejtet-nærtagende Karina.