Bonnie and Clyde (1967)

Det lå ikke helt i kortene, at Arthur Penns "Bonnie and Clyde" skulle blive alle tiders største kassesucces. Men publikum elskede det rebelske tema og det ufiltrerede og samfundskritiske fokus på to kriminelles løbebane i depressionstidens USA.

Beatty købte rettighederne
Manuskriptet blev oprindelig tilbudt François Truffaut, der udviste begejstring. Men da producenten forlangte en stjerne i den mandlige hovedrolle og pegede på Warren Beatty, stejlede Truffaut. Han brød sig slet ikke om Beatty og udtalte, "hellere slet ikke lave film end at lave film med disse personer" (herunder Beatty og Marlon Brando). Desuden havde Beatty købt rettighederne til filmen og ville selv producere.

Farcepræget
Det er vanskeligt at finde dybde eller varige kvaliteter ved "Bonnie and Clyde", måske som følge af tids- og generationskløften. Men ganske givet som en direkte effekt af den farceprægede stil, hvor bankrøverier og tilnærmet parforhold konstant skydes i knæ af overgearet lalleglæde i tempo og skuespil.

Tidspopulær spillestil
I en spillestil, der var populær i 60’erne, reducerer Warren Beattys følsomme fagter stilen til overfladiske manerer. Og Faye Dunaway følger trop med ekstremt manieret spil, der i hvert fald ikke præger filmoplevelsen i retning af oprigtighed.

Farcen tynger
Du føler dig som en sagesløs brik i et spil, hvor du ikke forstår hverken spilleregler eller humoren omkring bordet. Og når alvoren spidser til med action og dødbringende biljagter, præges den til stadighed af resterne fra de riges bord – det stemningsmæssigt dominerende farcepræg.

Inspireret af den franske nybølge
Beatty valgte Arthur Penn som instruktør, og Penns stil er interessant nok inspireret af netop Truffaut og Godards gangsterfilm og blander således det amerikansk håndgribelige med fransk nybølge.

Stærkt fordømt
Filmen blev stærkt fordømt for sine udpenslende voldsbeskrivelser og blev i begyndelsen sablet ned af pressen. Man var ganske enkelt ikke vant til at se vold så grafisk. Filmen var således den første Hollywoodfilm, der for alvor fik tilskuerne til at opleve voldens rædsel, bl.a. fordi den teknologiske udvikling havde gjort det muligt at vise skudlæsioner mere realistisk.

Hyldet som folkehelte
Uden at være helt historisk korrekt følger filmen depressionstidens mest berømte bankrøverpar, Clyde Barrow og Bonnie Parker, der i samtiden blev hyldet som folkehelte for deres kontinuerlige bankrøverier og heraf følgende opgør med pengesystemet og magthaverne.

Udstyret i orden
Clyde har udstyret i orden, og han imponerer hurtigt den smukke Bonnie med sine frygtløse røverier. Bonnie er solgt og bliver Clydes partner in crime. Men på skibsbriksen forholder det sig anderledes: Filmens behandling af sex blev banebrydende, ikke mindst som følge af temaet med den impotente Clyde.

Et oprigtigt tema

Filmen hører til blandt de første og mest succesrige film, der blev indspillet under USA's nye og mere lempelige rating-system, og beskrivelsen af Clydes psykologiske impotens hører til blandt de mere vellykkede og oprigtige temaer i filmen.

Seksuel frustration
I det oprindelige manuskript var Clyde bøsse med et forhold til sinken C.W. Moss, men Penn ændrede det med den begrundelse, at uden den seksuelle frustration havde Bonnie og Clyde ingen tilskyndelse til at røve banker. De er spærret inde i Clydes impotens med revolveren som penisforlænger. "I ain’t much of a loverboy", som den frustrerede Clyde udtaler det, da Bonnie kaster sig over ham første gang.

Lovens lange arm
Efterhånden bliver bankrøverne mere og mere vovede i deres kriminelle kunst, og før eller siden må lovens lange arm indhente dem, som det sker i det hektiske klimaks, der også er filmens allersidste scene.

Coppola inspireret af Penn
Hollywood lærte meget af Penns film, og dens succes hos publikum viste, at kombinationen af europæisk stilisering med traditionelle temaer kunne blive succesrige. Coppolas The Godfather (1972) viste fem år senere Penn oprigtig ære ved at efterligne den nøje.

Hysterisk komik
10-dobbelt Oscarnomineret, og med Estelle Parsons og fotograferingen som vindere. Desværre er der ikke bid i hverken Parsons eller Gene Hackmans birolleindspark, der ligesom filmen i helheden drukner i hysterisk komik og overspil. Der er samtidig rigelig med kæk underlægningsmusik, herunder banjostemning med eftertryk.