Exotica (1994)

Er dette vellykket mystik à la David Lynch eller fidusfilmkunst af værste skuffe? Det er det store spørgsmål, der melder sig godt tre kvarters tid inde i Atom Egoyans "Exotica", og noget entydigt svar kommer vi ikke frem til. Snarere havnes et sted midt imellem de to poler.

Erotisk natklub
"Exotica" var i hovedkonkurrence i Cannes i en tid, hvor Atom Egoyan og hans film regnedes for hot stuff, og historie og indpakning skiller sig da også væsentligt ud fra mainstream-fortællestilen: Handlingen kredser om den erotiske natklub, der deler navn med filmens titel, og hvor den midaldrende Francis er stamgæst.

Private dansesessions
Hans datter blev myrdet fem år forinden, og nu nyder han ofte en privat fræk dansesession med den unge Christina. Men da han en dag kommer for skade at røre ved den unge kvinde, bliver han smidt ud og sender i stedet den kejtede dyrehandler Thomas på mission i jagten på mulige forklaringer på den omfattende mystik i og omkring "Exotica".

Mærkværdig atmosfære
Det mest vellykkede og umiddelbart fascinerende ved Egoyans mystiske univers er natklubbens mærkværdige atmosfære, hvor Elias Koteas’ Eric troner højt til vejrs med god udsigt – og ofte skruer ned for de dunkende diskorytmer for at kommentere begivenhederne på dansegulvet gennem sin mikrofon.

Mystikkens forventningsfuldhed
Her lykkes det Egoyan, specielt i filmens første time, at opbygge en mystikkens forventningsfuldhed, netop à la David Lynch, og vi spidser både øjne og ører i en åben tilgang til det aparte film-set up.

Ikke uden ærgrelse
Men den næsten taktile sprødhed smuldrer stort set ligeså hurtigt, som den er sat i ovnen, og "Exotica" udvikler sig i retninger, der er langt mere søgte end udsøgte. Den havde man desværre nok set komme, alligevel er det ikke uden ærgrelse, at filmens nævneværdige formdyk konstateres.

Besøgelsestiden kendes ikke
Det handler blandt andet om at kende sin besøgelsestid, og dén har Egoyan desværre ikke helt styr på. Lagt i hænderne på en dygtigere filmmystiker kunne "Exotica" have udviklet sig i langt mere forbløffende retninger. Nu er resultatet i stedet let hovedrystende, mens filmen kører ud ad unødvendigt ekstreme spor.

Tiltagende overdrevet
Fortællestilen bliver også tiltagende overdrevet, og hofkomponist Mychael Dannas musik tager styringen i et filmunivers ret meget ude af kontrol, som en overivrig hundehvalp, men langt fra ligeså nuttet.

Fordømmende falkeblik
Bruce Greenwood har fine øjeblikke i hovedrollen som den triste Francis, ligesom Elias Koteas ikke er helt ueffen som natklub-speakeren med det evigt fordømmende falkeblik.