Backgammon (2014)

Danny Thykær debuterer her som næsten-spillefilm-instruktør. 68 minutter er på grænsen mellem lang kortfilm og meget kort langfilm, men "Backgammon" rejser helt andre og mere fundamentale debatter end spilletid.

Ikke nem at sidde model til
Paradoksalt nok er den korte spilletid noget af det mest positive, der er at sige om Thykærs film. For "Backgammon" er ikke nem at sidde model til: Trods lavt budget og ihærdigt, semi-professionelt arbejde er der ikke meget i afviklingen, der afføder klapsalver.

Ved et campingbord i parken
Thykær spiller selv hovedrollen som 35-årige Erik, der ærlig talt har det noget så møgskidt. Dag efter dag i det våde efterår sidder han alene ved sit campingbord i en park med sit Backgammonspil.

Lidt at styrke sig på
Ind imellem antydes det, at Erik skærer i sig selv med en springkniv under jakkeærmet, og kaffepapkruset fyldes med jævne mellemrum med spiritus – så kan den depressive mand klare sig lidt længere.

En 10-årig ven
Men en dag brydes Eriks rutiner, da 10-årige Maya kommer hen til bordet og vil lære at spille. Det bliver en tilbagevendende begivenhed, indtil Mayas mor (Eriks ekskæreste) får nys om det og forbyder de to at ses.

Det er ikke let at leve
At Erik har det svært skæres ud i lårtykke kødstykker fra første scene. Det dér liv er bare ikke let at leve, og hvorfor Erik har det sådan, får vi at vide i et tilbageblik på barndommens trængsler.

Fremstår dilettantisk
Alt dette kunne have været særdeles ækelt, vedkommende og perspektiverende, hvis filmen var formet radikalt anderledes i alle facetter. Danny Thykærs iscenesættelse har gode indfald i retning af narrativ ro og i gentagelsens kunst, men herudover fremstår den meget dilettantisk.

Ualmindelig kejtet historie
Det kommer til udtryk i mildt sagt vaklende skuespil og på-det-jævne filmarbejde, men først og fremmest i den ualmindelig kejtet serverede historie, hvis store og små dramaer og ind- og udviklinger falder håbløst uvedkommende, abrupt og helt blottet for nerve.

Potentialet uudnyttet
"Backgammon" fremstår mere som et tidligt projekt fra en gut med venner på en mindre filmuddannelse end som et modent og festivalhonoreret debutværk. Det er vanskeligt at komme sig over sin ærgrelse, for emnet er i sig selv modigt – og potentiale for store og sjælelige afgrundsdybder.

Berøringsangst
Allerede fra filmens begyndelse sætter underlægningsmusikken ind og proklamerer berøringsangst. Dette stemningssættende lydtapet fjerner i hvert fald det sidste lille håb om en snert af ægthedens nærvær.