Jolly Roger (2001)

    For at frelse alverden må en afdød sørøver genoplives, så han sammen med tiptipoldebarnet Lula kan skrive historie.


    EN STOR FEJLTAGELSE

    Danmarks bedste bud på en actionfilminstruktør, Lasse Spang Olsen, har bevæget sig ud på helt dybt vand med denne såkaldte eventyrfamiliefilm. Filmen kan desværre hverken gå på vandet eller bunde.

    Helt hysterisk
    Alene historien er helt hysterisk: Verden er i største fare, fordi Fremtiden - i skikkelse af en lyserød blæksprutte i en glaskuppel - er sat ud af spillet af grumme pirater. Oppe i himmelen har ærkeenglene meget svært ved at holde humøret oppe, for det ser sort ud nede på Jorden.

    Red verden!
    Men heldigvis har verden et par trumfkort, som den kan sætte til at redde sig selv. Den sure, rå og romdrikkende sørøver Kim Bodnia sættes på opgaven sammen med tiptipoldedatteren, Lula. Bare de nu når det..

    Fyret op under kedlerne
    Det særligt ærgerlige ved "Jolly Roger" er, at den egentlig har et både morsomt og spændende potentiale i sin historie. Men Lasse Spang Olsen har fyret for meget op under sine kedler, så filmen er kørt så meget op i et gear, at det vist aldrig er set mage til i dansk film.

    I glemmebogen
    Resultatet er en ujævn, uskøn og utilgiveligt ringe spillet film, der kun hører ét sted hjemme: I glemmebogen.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024