Far from Heaven (2002)

En film, der i B.T. fik skudsmålet: "En af de bedste film, der nogensinde er lavet", må man da gå ud fra er noget ganske særligt. Så stor var forundringen, da man efter knap to timer i selskab med "Far From Heaven" kunne konstatere noget nær det modsatte.

Forloren & uvedkommende
Filmen er snarere en af de mest forlorne og uvedkommende film, der er produceret i nyere tid: "Far From Heaven" er et sandt studie i kunstighed; scene efter scene afløser hinanden i glatte, glidende bevægelser.

Et homoseksuelt sidespring
Cathy og Frank Whitaker lever et sundt familieliv med to børn, og Frank er ved at gøre karriere. Men en dag griber Cathy Frank på fersk gerning på kontoret. Her er han i færd med at kysse en mand.

Helvede er løs
Nu er helvede løs! Frank opsøger en læge, der skal forsøge at behandle ham for homoseksualiteten. Men det er som bekendt ikke nogen helt let opgave. Resultatet bliver derfor en forlængelse af ægteskabslykken på lånt tid.

En umulig forelskelse
Imens er Cathy ved at brænde varm på sin nye havemand, den gode og lune sorte, Raymond. Men det kan ikke lade sig gøre i 50'ernes USA at komme sammen med en farvet, så også dét går temmelig galt.

Hverken fugl eller fisk
"Far From Heaven" er hverken fugl eller fisk: En svagstrømskomedie med tragiske spændinger eller en dyb tragedie med glimtvise lyspunkter.

Pyssenysset
Filmen er pyssenysset og kedelig i sit udtryk - selv de gode intentioner med at bryde handlingen med farverige efterårsbilleder drukner i pyssenysseri.

Fastfrosne smil
Filmens farver og musik går hånd i hånd som noget af det mest forlorne, man har været vidne til meget længe. Skuespillet er helt ude, hvor kragerne vender: Fastfrosne smil eller fastfrosne sure miner. En utilfredsstillende film: Uden forløsning, uden reelt drama, uden storspil og helt uden fotografiske delikatesser.