Cheaper by the Dozen 2 (2005)

Sammenhængende film:
Cheaper by the Dozen (2003)
Cheaper by the Dozen 2 (2005)

Mere selvantændelig familiefarce – og en uundgåelig efterfølger til kioskbaskeren fra 2003 , der selv var en genindspilning af 50’erfilmen af samme navn. "Cheaper by the Dozen" 1 og 2 anno 2000'erne leverer det helt igennem forventelige, hvor Steve Martin trækker det store læs, helt på rutinen.

På campingtur ved søen
I 2’eren samles familien Bakers 12 børn store hær med de gamle på en campingtur ved søen, som i de gode gamle dage. Men meget har forandret sig på de mange år, ikke mindst husets tilstand, der står i skærende kontrast til luksus-millionvillaen på den anden side af søen.

Én lang konkurrence
Luksushuset tilhører rigmanden Jimmy Murtaugh, der godt nok kun har otte børn, men som Tom Baker alligevel er svært misundelig på – han har bare ikke lyst til at vise det. Derfor gør han alt for ikke at tabe ansigt, på egen og familiens vegne. Alligevel bliver sommerferien én lang konkurrence om, hvem og hvis børn, der er bedst.

Bundkommercielt
Der er ikke umiddelbart den store niveauforskel på disse to opdaterede komedier. Fælles for begge er, at de er så bundkommercielle, at enhver tankevirksomhed på forhånd er vredet fuldstændig ud af den sure karklud.

Ansigtsvridninger
Steve Martin vrider og vender ansigt og kropssprog, det bedste han har lært, mens Eugene Levy leverer stereotyp konkurrent med næsen meget højt i sky, og Bonnie Hunt er lillemor med ben i næsen.

Et par semi-morsomme scener
Et par semi-morsomme scener opstår i mødet mellem de to familiekulturer: Da familien Baker er på besøg hos familien Murtaugh, ben-voldtager Baker-hunden for det første Jimmys unge og barmfagre kone noget så eftertrykkeligt. Og så er et uheld med en kande juice skyld i, at Kate Baker må låne en bluse af selvsamme barmfagre... og dén efterlader ikke meget til fantasien.

Udtalt fantasiløshed
Fantasi er ellers ikke det, der præger "Cheaper by the Dozen 2", men den amerikanske kernefamilie vil givet føle sig godt underholdt – om ikke andet får man nøjagtig det, man forventer, og det kan være guld værd for den type, der går målrettet efter ikke at blive skuffet.

Masser af musik
Ganske som 1’eren er 2’eren fuld af "frisk" filmmusik og popsange, hellere for en sikkerheds skyld fylde publikums ører med stemningsdikterende toner, selvom alt indhold er givet på forhånd.