Enklava (2015)

Goran Radovanovic kaster sig her kærligt over et ømtåleligt emne, hvor det fyger med serbiske, albanske, kristne og muslimske hverdagsproblemer, som de opleves gennem øjnene på 10-årige Nenad.

Efterkrigstraumer
"Enklava" udgør et overvejende troværdigt billede på efterkrigstraumer, og på, hvordan det ikke bare er ligetil at glemme fortidens synder og syndebukke. Selv ikke når man er barn, er det let at navigere i grænselandet mellem leg og alvor.

Serbisk enklave
10-årige Nenad bor med sin far og farfar i en lille serbisk enklave i Kosovo. Det er år 2004 og fem år efter krigen. Nenad bliver hver morgen hentet af en pansret vogn og kørt til skole, hvor han er den eneste elev i klassen. Da han møder nogle albanske drenge, er det vanskeligt for Nenad at afkode, om de skal være venner eller fjender. For tiden har helt givet ikke læget alle sår, og krigen er ikke glemt, heller ikke i børnehøjde.

Betagende underspillet
Filmens stil er for størstedelens vedkommende betagende underspillet, med et velovervejet fokus på nærheden i billeder og personkarakteristika. Det kommer særligt til udtryk i kameraets rolige udforskning af drengenes ansigter, når de famler efter hinanden og identiteter i efterkrigstidens vibrerende usikkerhed.

Farlig leg
Og landlivet hjemme hos Nenad alt andet end idylliseres. Drengens forhold til den døende bedstefar er varmt og trygt, mens faren stadig er låst fast i gamle adfærdsmønstre, hvor spanskrøret lidt for ofte kommer frem. I øvrigt stærkt skildret – denne farens farlige leg med både kærlighed og afstraffelse.

Behageligt underspillet
"Enklava" former sig ærligt og enkelt gennem den første time, hvor musikken også er behageligt underspillet og kun optræder i små ærinder til fordel for autenticitet og skuespilsgnist. Senere får stemningerne en slagside i takt med, at der skrues noget uklædeligt op for både musik og melodrama.

Svulstig symbolik

En svulstig symbolik centreret om en kæmpe kirkeklokke sætter dagsordenen for en afvikling, der er mere villet end elegant, og det præger desværre også helhedsoplevelsen.

Fuld indlevelse
Kameraets kærlige kredsen om drengene er sammen med de smukke landskabsbilleder filmens stærkeste side. Der er samtidig fuld indlevelse i de stærke skismaer og indebrændte følelser fra flere af drengene.