Pavilion (2012)

Med tydelig inspiration fra genrespecialister som Gus Van Sant og hans Paranoid Park (2007) samt Larry Clark og hans Bully (2001) er Tim Suttons "Pavilion" en enestående, enkel og tankevækkende perle om teenageliv i USA.

Poetisk rejse
Suttons film er en godt og vel én time lang poetisk rejse ind i en verden, hvor der dybest set ikke sker noget som helst, og hvor netop dette faktum er ok, både i filmens fortælling og æstetik.

Overophedet trøstesløshed
Nogen egentlig handling præger ikke billedet, men historien centrerer sig alligevel om teenageren Max, der rykker teltpælene op fra sønær idyl for at bo med sin far i den overophedede Arizona-forstads trøstesløshed.

Venskaber i sommervarmen
Med sin store kærlighed for at strejfe omkring på skateboard går der ikke længe, før Max igen er på brættet og former nye venskaber i sommervarmen. Et af favoritstederne ligger lige op ad motorvejen, og her støves trickene af i samlet flok i skumringen.

En stemningsfilm
Filmen tager et større spring et stykke inde, både i takt med, at Max flytter sig, men også i forhold til de implicerede. Efter i et stykke tid at have fulgt to andre teenagere, er fokus nu på den ranglede Max, men det umiddelbart lidt mærkværdige spring er ikke irriterende, netop fordi "Pavilion" ikke er en handlingsfilm, men derimod en stemningsfilm.

Fænomenalt detaljeblik
Og stemningerne er mange. Rigtig mange. Med et fænomenalt blik for detaljer i både naturen og mellem de grundliggende rastløse teenagere former filmen et hjertebankende intenst møde med tilværelsens ulidelige, ja – lethed.

Det smukkeste i verden
For Sutton dokumenterer med sine omstrejfende teenagere selve nuet og ophøjer det til det smukkeste og enkleste i denne verden, uden at spille med musklerne. I stedet taler hvert billede for sig selv, stort set ikke musikunderlagt og med en dialog, der indkapsler øjeblikkets flygtige skønhed.

Udtalt ægthed
Den gode håndfuld af amatørskuespillere, der er i kameralinsens fokus, spiller helt og holdent sig selv i en udtalt ægthed, som var kameraet overhovedet ikke tilstede. Det er i høj grad Suttons fortjeneste, at nærværet og indlevelsen er så udtalt.

Regulært tryllebindende
Mange af Chris Dapkins’ billeder er regulært tryllebindende i al deres håndholdte uhøjtidelighed: Et blik op gennem træerne i himlen, de små krusninger i søens skumrende overflade, teenagernes eksperimenter udi skateboardkunsten.

Den unge krops perfekte anatomi
Modsat hos Van Sant og særligt Larry Clark er seksualiteten mere underliggende, selvom kameraet bestemt går i kødet på den unge krops perfekte anatomi, med en bevidst taktil og betagende effektfuld virkning.