The Eagle Has Landed (1976)

    Nazisterne har en plan om at drage til Storbritannien og kidnappe Winston Churchill, men det bliver svært at koordinere.


    FORNØJELIG BLANDINGSFILM

    Veldrejet, solid krigsfilm med pænt skuespil og dragende location-fotografering: Michael Caine, Donald Sutherland og Robert Duvall ses i tre vidt forskellige rolletyper som samarbejdende i en mission for nazisterne: De planlægger at kidnappe Winston Churchill – på Adolf Hitlers personlige ordre.


    Operation i vanskeligheder
    Det kræver naturligvis en del forarbejde, men det rigtig svære opstår først, da delegationen kommer til England, hvor de efter en uheldig afsløring kommer i vanskeligheder. Kærlighed bliver der også plads til, da den fjollede charmetrold Donald Sutherland bliver fascineret af 19-årige Jenny Agutter – og vice versa.

    Overbevisende scenarie
    Instruktør John Sturges viser det store overblik. Krigsscenariet er begrænset sat op, men overbevisende. Skuespillerne smittes tydeligvis af det gode og grundige filmhåndværk, der præger hele produktionen. Bedst er spillerne i de mindre roller. Således kan Heinrich Himmler opleves i en ualmindelig spændende fortolkning af Donald Pleasence, og den senere så berømte tv-serie-skurk, Larry Hagman, leverer gennem ganske få scener skønt spil som stresset militærmand.



    Anmeldt i 2003 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024