Korobka (2016)

Med fuld smæk for ungdomsskillingen og i en glimtvis pragtfuld storbypuls er Eduard Bordukovs debutfilm om ikke andet et varmt debatemne for større skolebørn. "Korobka" skildrer venskab og racisme og de væmmelige spor, sidstnævnte kan trække.

Passion for gadefodbold
En gruppe store drenge har en stor passion for gadefodbold mellem trøstesløse boligblokke med masser af graffitimaling. Her sparkes der igennem, og der er også talent at spore, særligt hos Kostya, der dog ikke tør nærme sig den lokale træner for at rådføre sig i en professionel retning.

Racistisk ungdomskrig
Da en lille gruppe rivaliserende indvandrerdrenge pludselig dribler på de "indfødtes" primitive grusbane, er der lagt i kakkelovnen til rent racedrama. Efter at have forsøgt at pacificere alle spændinger med en lille fodbolddyst, udvikler særligt en af de hvide drenge en regulær racistisk krig, som det kan være vanskeligt at komme ud af for resten af gruppen.

Tyndt og fortærsket
"Korobka" er ikke i nærheden af at være en original film. Hertil er det racistiske opgørsmateriale ganske enkelt både for tyndt og for fortærsket. Læg hertil en håndfuld lige-under-det-jævne-præstationer af de unge skuespillere og en generel oversmøring af fortællelag.

Musikvideopræget fotografering
Det kommer særligt til udtryk i den sitrende og musikvideoprægede fotografering, der gerne går gennem al mulig ild og vand for at komme i spektakulære perspektiver – og selvfølgelig håndholdt for at fremme den "obligatoriske" gadeautenticitet.

Konstant pumpende musik
Men også lydsporet er bombastisk, med nærved konstant pumpende diskomusik, sikkert igen i et forsøg på at understrege en ungdommelig stemning, eller slet og ret for at tækkes den særlige unge målgruppe, som filmen helt klart har stærkest appeal imod.

Ud af heksekedlen
Hvor filmen lykkes bedst, er når kameraet tager sig tid til at træde ud af heksekedlen og perspektivere de hormonelt overgearede begivenheder. Her er de meget stemningsfulde total- eller frøperspektiverede billeder af boligblokke i både dags- og aftenbelysninger virkelig betagende.

Små tilløb til ægthed
Et underliggende kærlighedtema, hvor den veldrejede førerdreng Kostya kredser om den varme pigegrød, er noget ubehjælpsomt eksekveret, selvom der også hér er oprigtige takter. Som det er gældende for hele filmen bliver de små tilløb i retning af ægthed dog hurtigt kvalt i den konstante søgen efter det ultimative højspændte, racistiske ungdomsdrama.