Okay (2002)

Moderne danske filmskabere kan bare det dér gylle - at skildre hverdagslivets op- og nedture på en troværdig og medrivende måde. I bedste fald får man gåsehud og bider negle, griner og græder og lever sig ind i historien, som var det ens eget liv, det gjaldt.

Guddommeligt skuespil
Jesper W. Nielsens "Okay" lægger sig meget tæt op af ovenstående definition. En af de allerstørste årsager til det glimrende resultat er skuespillerne, der er særdeles guddommelige.

Komprimeret form
Kim Fupz Aakesons manuskript rummer stort set alle livets facetter i kraftigt komprimeret form, og med undtagelse af ganske få bisætninger er historien beundringsværdigt ukrukket.
 

Livet går nogenlunde...

"Okay" er historien om Nete, der bor i en lejlighed i København med sin mand, Kristian, og den 14-årige datter, Katrine. Livet går sådan nogenlunde, lige indtil beskeden om faderens dødbringende sygdom melder sig.

En værdig afsked
På trods af et anstrengt forhold til faderen, beslutter Nete, at han skal flytte ind i hendes lejlighed i den sidste tid, som ifølge lægen ikke er mere end tre ugers tid. På de tre uger skal Nete forsøge at tage værdig afsked med faderen. Men selvom man bor tæt, betyder det ikke, at alle gamle frustrationer pludselig er glemt.

Farverig bevægelse
Der er flere farverige sider af historien, som giver filmen en herlig bevægelse. Mange velkendte klichéer melder sig undervejs under fanen, men som nævnt ganske ukrukket.

Følt præstation
Ved siden af Paprika Steens pæne men ikke prangende hovedrollepræstation står især Ole Ernst skarpt i hukommelsen med en følt præstation, der hører til blandt hans absolut bedste i nyere tid. Nicolaj Kopernikus folder sig jævnt overbevisende ud som afdæmpet bøsse, og Jesper Christensens portræt af den nervøse læge er vidunderligt.