El placer es mio (2015)

Parforholdets veje er uransaglige som livets, og at dét at leve sammen mand og kvinde ikke er lutter rosenblade på silkelagner indfanger Elisa Miller i sin anden spillefilm til udtalt perfektion.

Smask-nyforelskede
Det unge mexicanske par Rita og Mateo er smask-nyforelskede og er netop flyttet ind i et øde beliggende hus på landet. Her er helt stille og tid til at fordybe sig i hinanden, og dét gør parret netop med masser af sex og omsorg.

Jalousiens stormvejr
Men da Rita bringer på bane, at hun gerne vil have et barn, er det, som om djævelen farer gennem Mateo. Nu er parforholdet pludselig ikke så idyllisk længere, og et besøg fra Mateos unge kusine sætter yderligere tingene ud i et stormvejr præget af jalousi og tab af nærvær.

Parforholdets psykologi
Elisa Miller har både en stor forståelse for parforholdets psykologi og for den fortællestil, som den højspændte psykologi trives bedst i. Filmen er hudløst ærlig i alle aspekter fra den tryllebindende rolige og detaljerige fotografering til det krybende intense skuespil fra Fausto Alzati og Flor Eduarda Gurrola.

Hele spektret igennem
Hele spektret fra den symbiotiske idyl til den udtalte frustration og sorg indrammes af ægthed og nærvær i en film, der aldrig slipper taget i sin tilskuer. Stilen er hypnotiserende, netop fordi fokus er helt og holdent på spændingerne under overfladen, og dramaets udviklinger er overladt til tilskueren selv at gennemskue.

Ildevarslende regnvejr
Billederne står gråtonede og en smule kølige, nærmest som en spejling af den tørre mexicanske sommer. Særligt i den rolige og gensidige anerkendelsens forelskelse i filmens begyndelse. Senere træder regnens slag mod de store trækroner og det primitive hus’ ruder ind som både en æstetisk skønsang og en ildevarslende trommehvirvel i forandringernes retning.

Udtalt ærligt lydbillede
I øvrigt i et lydbillede, der optræder fuldt ud på ærlighedens og den omgivende naturs præmisser. Her er ingen underlægningsmusik, kun i den korte intro og tilsvarende udtoning. "Lyden" af parforholdet taler sit eget sprog: Den kan efterhånden nærmest skæres ud i tykke lunser af den altomsluttende intensitet.

Fine og stærke detaljer
Skildringen af menneskeskæbnerne er fuld af meget fine og stærke detaljer, og sjældent er jalousi og frustrationssidespring set i så knugende intens en formidling. Instruktøren har en beundringsværdig fin fornemmelse for de store følelsers balancekunst på film, og filmen kammer aldrig over i det melodramatiske.

Sexscener en vigtig medspiller
Sexscenerne rummer også hele spektret fra det ømme til det grove, og så endda med flere billeder af Mateos erigerede lem, ikke mindst, når han forsøger at tilfredsstille sig selv i takt med frustrationernes tiltagende drama. En sjælden statist i seriøse film, men hér er det både helt på sin plads og endnu en medspiller i filmens meget høje grad af troværdighed og ærlighed.