Las plantas (2015)

Det er nemt at forstå, hvorfor chilenske Roberto Doveris’ debutfilm "Las plantas" blev dobbelt prisvinder i Berlin. Filmen er på flere forskellige niveauer meget intens og pulserende og tager i de bedste scener pusten fra tilskueren med sit ufiltrerede blik på en ung teenagers udfordringer.

Fra pige til kvinde
17-årige Florencia tager sig hver dag kærligt af sin hjerneskadede bror, der er fuldstændig hjælpeløs, uden sprog eller anden form for kommunikation. Det er et fuldtidsjob, der ikke levner meget tid til at tænke på, hvordan man går fra at blive pige til kvinde.

En gradvis opvågnen
Men bl.a. efter at have læst en dramatisk tegneserie begynder Florencia så småt at vågne op og interessere sig for sig selv og den kraftfulde seksualitet. Fra at have chattet med tilfældige mænd på nettet, opøver hun nu en sær distanceret kropslighed ved at invitere mænd hjem – men ikke helt tæt på.

Ingen skabeloner
"Las plantas" har som film modet til at træde ud af alle tænkelige skabeloner for både ungdomsfilm, portræt af spirende seksualitet... og handicappede. Det er befriende, men det er også kraftfuldt og smertefuldt, for tilskueren føler sig forbundet med den unge Florencias identitetssøgen.

Stærk identifikation
Den stærke identifikation opnås, fordi Roberto Doveris aldrig dikterer en stemning. Spændingerne er underliggende og står på farefulde spring uden megen forudsigelighed. Således former Florencias pludselige opvågnen i egen krop sig som en dybt troværdig rejse, hvor usikkerheden står malet i det unge kvindeansigt – i takt med, at hun kommer til at overskride egne grænser.

Nærhed i nøgenhed
Seksualiteten skildres betagende åbenhjertigt med en sjældent set nærhed i psykologi og nøgenhed. Erigerede lem presses mod dén barriere af glas, som Florencia forsøger at skabe distance med. I disse scener skriger lillepige-naiviteten til himlen som et bevidst formet irritationsmoment. Hun nærmest beder om at blive voldtaget.

Ingen store armbevægelser
Enkelt og smukt fotograferet og uden store armbevægelser overhovedet i den tekniske indpakning. Af og til mystificerer en elektronisk inspireret musik, men meget lavmælt – i øvrigt medkomponeret af Violeta Castillo, der også meget flot udfylder rollen som Florencia.

Kraftfuld kombination
"Las plantas" tager sig tid til alle de dybest set tabubelagte emner, den rummer, uden at udpensle eller overfortælle, og det er en meget kraftfuld kombination.