Final Fantasy: The Spirits Within (2001)

Der blev skrevet en form for filmhistorie med dette særprægede konglomerat, da det så biograflærredet i 2001. Manden bag "Final Fantasy"-computerspillene, japaneren Hironobu Sakaguchi, overførte med succes sine idéer til "film" i form af denne animerede virkelighedstro science fiction-dramatik.

Dræber alt og alle
Vi er i en fjern og uhyggelig fremtid, hvor ondskaben i form af lange røde dragelignende gespenster breder sine fangarme ud og dræber alt og alle.

På kanten af det umulige
I ondskabens øje befinder sig et lille hold af ihærdige fredskæmpere, der er villige til at ofre stort set alt for at sikre verdens overlevelse. Det bliver en meget farefuld færd, hele tiden på kanten af det umulige.

Tegnet & tilrettelagt
Netop dette udtryk, på kanten af det umulige, synes passende at anvende i forbindelse med denne film: Producenterne har selvfølgelig en fordel rent teknisk og billedligt, i og med at hele herligheden er tegnet og tilrettelagt på computer.

Nærmest konventionelt "fotograferet"
Således kan man bedre manipulere med "kameraet" og skabe nogle fascinerende vinkler. Men denne fristelse er man sjovt nok ikke faldet for i nogen nævneværdig grad. "Final Fantasy" lægger sig tværtimod temmelig tæt op ad en konventionelt fotograferet film.

"Virkeligheden" genskabt
Det har åbenbart været målet på en så overbevisende måde som muligt at genskabe "virkelighed", eller sagt på en anden måde - der er gået prestige i, at man næsten ikke skal kunne bemærke, at der er tale om en animeret film.

Forskel på virkeligt & virtuelt?
Det kan også godt være, at man går hen og glemmer det i nogle af filmens mest intense øjeblikke. Men der er altså stadig et pænt stykke vej, før man rent faktisk ikke kan se forskel på virkeligt og virtuelt. Og hvor er vi så også henne?
 

Langhårede vitser

Også dialogen bærer præg af dette "lænen-sig-op-ad-virkeligheden"-koncept: "Skuespillerne" fyrer langhårede vitser af og gebærder sig nøjagtig ligeså tåbeligt og usandsynligt som de "rigtige" films actionhelte. Med meget dramatisk men ukarakteristisk musik af Elliot Goldenthal.