Les invasions barbares (2003)

Sammenhængende film:
Le déclin de l’empire américain (1986)
Les invasions barbares (2003)

Ind imellem får man pludselig øjnene op for, hvad filmmediet også kan bruges til. Når en sjælden gang en instruktør eller manuskriptforfatter bevæger sig ind under overfladen og trækker i nogle af livets nerver, så det gør ondt helt ud mellem publikum.

Livet, døden & kærligheden
Denys Arcand har både skrevet og instrueret "Les invasions barbares", en film der på en ganske uventet og usædvanlig måde fortæller en smuk historie om livet, døden og kærligheden - stærkt bevægende men også selvafvæbnende gennem en uforfalsket humor. Filmen er en uafhængig efterfølger til Arcands, Le déclin de l´empire américain (1986), hvor venskaberne i slænget omkring hovedpersonen Rémy tegnes med stor overbevisning.

En livskraftig charmetrold
Den midaldrende Rémy er svært kræftsyg og skal tilbringe den sidste tid på sygehuset. Ud over lidt generel svækkelse kan man ikke mærke sygdommen på ham, en rigtig livskraftig charmetrold, der igennem sit lidt for korte liv har haft kvinder, og i særdeleshed sex med kvinder, som sin absolutte hovedinteresse. Og det lægger han ikke skjul på. Konen gennem mange år sidder ved hans side og accepterer på en måde mandens fortid som don juan.

Genforening mellem far & søn
Sygdommen og den nært forestående død bringer mange af Rémys venner til sygelejet, men den største triumf for den døende mand er, at den søn han tidligere er raget uklar med, Sébastien, er rejst fra England for at få det bedste ud af den sidste tid med sin far.
 

Den sidste tid

Sønnen vælger at bruge af sin enorme formue til at gøre livets sidste uger behageligere for sin far, en kærlig og dyr investering, der på et helt andet plan end mellem pengesedler genforener far og søn.

Fortidens seksuelle udskejelser
Blandt de venner der møder op for at nyde Rémys festlige selskab til det sidste er flere af Rémys tidligere elskerinder, og der bliver ikke lagt fingre imellem, når der tales om fortidens seksuelle udskejelser, også selvom konen sidder ved siden af.

Smerterne tager til
Flere stærkt vedkommende personer skrives ind i historien, en af de bedre er den kønne kvindelige melankolske stofmisbruger, der hjælper Rémy med at ryge heroin, da smerterne tager til.

Afvæbnende humor
Filmens tema er altså stærkt og alvorligt, men det fascinerende ved Arcands iscenesættelse er, at historiens alvorlige temaer først afdramatiseres gennem humoren for siden at fremstå endnu mere bevægende og vedkommende - netop fordi hele følelsesregistret har været igennem; livet er blevet rundet.

Alle facetter af livet
Skuespillet udmærker sig ved at være i top over hele linjen. Rémy Girards fabelagtige hovedrollepræstation rummer alle facetter af hele livet. Det lyder måske usandsynligt og er kun lidt overdrevet, men man vil forstå det, når man har oplevet hans præstation. Også sønnen spilles med stor overbevisning af Stéphane Rousseau. Venner og bekendte udgør tilsammen den stærke kerne omkring Rémy, i skuespil af stor ægthed.

Smukke natursekvenser
En fredelig billedlig behandling af historien er med til at forstærke følelser og stemninger. I særdeleshed instruktørens valg af smukke natursekvenser, der forstærker det vemodige. Pierre Aviat har skrevet en meget smuk og enkel filmmusik.