Desierto (2015)

Tematisk beslægtede film:

El rey de la montaña (2007)

Beyond the Reach (2014)

Desierto (2015)

"Desierto" er blevet beskyldt for at være "meningsløs vold for voldens skyld." Sådan kan Jonás Cuaróns thriller meget vel opleves, hvis man undlader at fokusere på dén meget centrale nerve, der netop udgår fra patriot-psykopaten Sam: Han skyder på alt levende, så længe det efter hans mening ikke har noget at gøre i hans og Guds eget land, USA.

Voldens "mening"
Dér har vi "meningen" med volden – Sams egen private dagsorden. Og volden er i allerhøjeste grad til at få øje på, for Sam skyder uden at blinke, og hans hund Tracker bider, til der ikke er mere liv i dens offer.

Ingen kan undslippe
En gruppe mexicanere er på vej gennem ørkenen i håbet om at nå det forjættede USA. Det går også godt nok i starten, men ingen havde heller regnet med at krydse Sam og hans præcisionsriffels bane. Snart står det uhyggelig klart, at ingen kan undslippe. Det kommer i hvert fald til at kræve både held og snarrådighed, for absolut ingen kan høre dig skrige så langt ude i den skånselsløse ørken.

Nærværende kulisse
De ekstremt tørre landskaber udgør om muligt en langt mere effektiv kulisse, end de nogensinde har gjort i nogen westernfilm. I Cuaróns film bliver bjergenes og klippernes fysikalitet ekstremt nærværende, blandt andet fordi både jagede og eftersættere i dén grad bruger dem, omfavner dem, bløder på dem – og de kan meget vel blive det sidste, nogen af dem ser.

Svedte håndflader
Det får tilskueren til at klatre med mellem de betagende, nervepirrende scenarier, og sveden bliver til at mærke i håndfladerne, når der lides med de sagesløses flugt på dybt uretfærdige præmisser.

Adrenalin i årerne
Ikke engang filmens tendens til at overdrive kan ryste tilskueren. Det skyldes, at overdrivelserne ikke overdrives, men i stedet fremmer forståelsen og sprøjter mere adrenalin i de i forvejen overpumpende årer. I en blanding af affekt, forundring og ekstase ædes begivenhederne råt.

For meget musik
Hvad der desværre er en del for meget af er til gengæld Woodkids underlægningsmusik. Man tør næsten ikke forestille sig, hvor absurd nervepirrende filmen havde stået helt blottet for disse bombastiske toner. Flere scener med naturens egne lyde; afventende, hemmelighedsfuldt, vejrholdende – så havde "Desierto" slået benene totalt væk under os.

Decideret perfektion
Jeffrey Dean Morgan leverer filmens absolut bedste præstation som selvtægts/vanvids-manden Sam. Spillet udi det determinerede og komplet ligeglade med de ulovligt indtrængendes liv, hvor han bliver ved og ved med at forfølge til sidste blodsdråbe, rammer Morgan til decideret perfektion.