Krøniken (2004)

Det begyndte godt i den store tv-satsning fra Danmarks Radio, med den 22 afsnit lange "Krøniken", fordelt over fire sæsoner. Med en times varighed til hvert afsnit, altså sammenlagt et lille døgns danmarkshistorie i tv-format, kunne der da også kun håbes på, at serien kunne opretholde niveauet fra afsnit ét.

Hyggelige personer
Personerne tegnes hyggeligt og smertefrit i de to indledende afsnit, der rimelig uproblematisk formår at holde en fredsommelig, kærlig og interessevækkende tone, langt fra det overspillede eller kunstige.

Fine tidsbilleder
Scenografien er igennem alle afsnit i høj grad medvirkende til, at tids- og personbillederne er relativt troværdige, og det glæder også med de udadvendte og tydeligvis tændte skuespillere, der lægger sjæl i deres portrætter af de danske skæbner anno 1949 og frem.

Kører fast
Senere i serien begynder personer og handling at køre lidt fast, og der savnes efterhånden en smule fornyelse, hvorigennem galleriet af ellers underholdende eksistenser kunne få lov til at udvikle sig. Der springes således lidt vel rigeligt rundt i tiden, og mange af episoderne bærer generelt præg af hastværk og utroværdighed.

En tikkende bombe
Skuespillet udgør en tikkende bombe under hele produktionen, da det efterhånden står klart, at den tiltrængte fornyelse i de enkelte roller ikke på nogen måde indtræffer. Det begynder at grænse til de pinlige, at hver en rollefigur er så forudsigelig og må spille på det banale.

Fornuften forduftet
Dramatikken tager sine steder til i en sådan grad, at al sund fornuft og respekt for den gode historie synes negligeret. Hovedpersonen Eriks pludselige vanvid og Søs' flugt fra brylluppet hænger slet ikke sammen og grænser til den helt platte underholdning.

Falder til jorden
Som helhed betragtet fremstår "Krøniken" unægteligt noget gumpetungt i sin hårdt optrukne historie, hvor forsøget på at tage arven op efter Matador (1978-82) falder temmelig hårdt til jorden.