Aloys (2016)

Halvanden time i selskab med Tobias Nölles Berlin-prisvindende "Aloys" er ikke hverken kønt eller interessant, og så er det svært ikke at føle sig snydt eller bedraget.

Tiltagende mystisk vanvid
Nogle tilskuere falder bagover som følge af filmens tiltagende mystiske vanvid og skævhed. Andre falder forover i dyb hovedrysten over det mystiske nonsens, der udspiller sig. Du skal i hvert fald være mere end almindeligt begejstret for det aparte og ja, slet og ret det avantgardistiske, for at føle dig tiltrukket af "Aloys".

Farver og mystik
Man fornemmer en inspiration fra den svenske "vanvids-humorist" Roy Andersson, der i sine sene, skæve film også ynder at pakke sine fortællinger ind i lag af farver og mystik. I "Aloys" mangler vi bare vellykkede humoristiske lag.

Sær og ensom
Den ensomme og sære privatdetektiv Aloys Adorn har netop mistet sin far, der var det absolut sidste familie, han havde tilbage, og nu står han på egne vaklende ben med både hverdag og forretning.

Mærkværdigt telefonisk forhold
Da han en dag bliver ringet op af en mystisk kvinde, bliver det begyndelsen til et meget mærkværdigt telefonisk forhold, der efterhånden helt udvisker grænserne mellem drøm, virkelighed... og vanvid.

Mærkelige dobbeltlag
For Aloys er i forvejen fanget ind i sin egen verden af overvågning, lydoptagelser og mærkelige dobbeltlag. Alligevel tiltrækkes han så meget af kvindestemmen, at han begynder at efterleve hendes forslag, og snart er hans forestillingsverden fuldstændig omsluttet af stemmen, som var den en kæreste i egen høje person.

Det trøstesløses æstetik
Filmen åbner interessant med en både visuelt eklatant stil og en rolig kausalitet. Billederne af Aloys' triste liv står flot i det trøstesløses æstetik, centreret om dén boligblok og det hengemte kontor, hvor han lever sit liv.

Helt ud på et sidespor
Men for nu at sige det mildt, kører "Aloys" som film fuldstændig ud på et sidespor, og de udviskede grænser mellem snart sagt alle eksistentielle parametre flyder sammen i en pærevælling, der bestemt ikke tilfredsstiller den søde tand.

Med ned i dyndet
Georg Friedrich gør det pænt, særligt i filmens lovende start. Men også hans Aloys-rolle trækkes med ned i dyndet, i takt med at herlighederne tager overhånd.

Duggede ruder
Der er rigtig mange transportscener, hvor Aloys sidder i bussen – som oftest alene – og ruderne er altid meget duggede. Et meget godt billede på den forstillelse, som filmen efterlader sig på tilskuerens nethinde.