Park (2016)

Idéen har potentiale: Tag udgangspunkt i Den Olympiske By i Athen, 10 år efter legene i 2004, kast en håndfuld utilpassede og rebelske teenagere ind i de forfaldne omgivelser, så har du alle tiders location og universalhistorier om "ungdommen nu om dage".

Gode kort på hånden
Så med disse tilsyneladende gode kort på hånden er der egentlig pænt høje forventninger til Sofia Exarchous debutspillefilm, og det begynder da også pænt. De indledende stemninger er flot ramt, og her udnyttes netop den rustende og smuldrende spøgelsesby som dén hovedrolleindehaver, den burde have været hele filmen igennem.

Kærlige slåskampe
Filmen følger en uhomogen gruppe teenagere, overvejende drenge. De er meget fysiske og er jævnlig i kærlig slåskamp (i ualmindeligt lange scener, der ikke kommer ud af stedet). Ind imellem sparker de lidt til nogle tomme dåser eller går i gruppebad i de hensygnende badefaciliteter. En af de store drenge har sex med en pige på en gusten madras. Og den selvsamme dreng møder sidst i filmen Thomas Bo Larsen, eller rettere den danske turist, Jens, som han gestalter.

Ingen spændingskurve
Det er handlingen, hvis den kan kaldes det. Det havde ikke været noget problem med de rene stemninger uden decideret spændingskurve, hvis Exarchou havde haft styr på sin dagsorden. Men "Park" kommer desværre til at fremstå særdeles ubehjælpsomt, nærmest som en tidlig afgangsfilm, og de enkelte dele af filmen har ingen sammenhængskraft.

Pinagtigt
Da Thomas Bo Larsen gør sin entré i den sidste halve time af filmen, er vi et helt andet sted både stemnings- og locationmæssigt, end da vi startede, og når de to herrer sidder og hyler som ulve på et hotelværelse er det hverken morsomt, vedkommende eller originalt – tværtimod pinagtigt.

Brummende baggrundstæppe
Beskrivelsen af den rodløse ungdomskultur fænger heller ikke. Kun i små glimt opstår en vis autenticitet ud af de omtalte begivenhedsløse beskrivelser. Samtidig er lyddesignet designet til at agere baggrundstæppe i snart sagt alle scener. Der brummes – og så eksploderer musikken pludselig og overdøver alt i lange sekvenser.

Uudnyttet potentiale
Det er umuligt at fastholde interessen i Exarchous filmunivers, og der glides lidt ind og ud af de mange grumsede billeder, mens der tænkes på, hvor meget, der kunne være kommet ud af netop de forfaldne locations, hvis instruktøren havde haft et helt andet blik for dem.

Amatørskuespillere
Exarchou følger den "nye tendens" med at sætte amatørskuespillere i hovedrollerne, og det fungerer egentlig ganske fint uden udtalt stift/kunstigt spil.