Ordinary People (1980)

Robert Redfords debut som instruktør er denne energiske nervekrig i familien Jarrett, baseret på en roman af Judith Guest.

Overbevisende debut
Timothy Hutton debuterer meget overbevisende som den unge, Conrad, der efter et selvmordsforsøg kæmper hårdt for at komme på ret køl igen. Selvmordsforsøget kom som en reaktion på, at broderen omkom i en bådulykke. Conrads mor har valgt den iskolde, hundrede procent fortrængende metode til at "bearbejde" sin sorg, og i dén forbindelse har hun konsekvent valgt at glemme sin søn.

Familiær nervekrig
Faderen forsøger febrilsk at hjælpe sønnen videre, men han er samtidig blind for, hvad det er for en nervekrig, moderen har kørende - til stor belastning for Conrad. Da Conrad opsøger psykiateren, Berger, begynder der ganske stille at gå hul på nogle af de største bylder, men moderen får han næppe nogensinde til at genåbne sig for verden.

Velspillet trekløver
"Ordinary People" vinder først og fremmest på sit uhyre velspillede trekløver i familien Jarrett. Særligt Timothy Hutton er fantastisk. Donald Sutherland er stærk som faderen, der forsøger at tilfredsstille alle men som er nødt til at vælge side. Mary Tyler Moore er ækelt overbevisende som det psykiske særtilfælde af en mor, der bevidst vælger at lukke alle sanser for omverdenen.

Højdramatisk intensitet
Robert Redfords instruktion bærer præg af en stor forståelse for romanforlægget og dens store drama. Filmen fortælles i grundige sekvenser af højdramatisk intensitet, hvor skuespillet virkelig træder i karakter og giver filmen nerve.

Rosenrød slagside
Samtidig lægger en lidt for rosenrød indfaldsvinkel til enkelte problematikker i historien en dæmper på helhedsoplevelsen - det må man vælge at bære over med, selvom det er ærgerligt i et ellers helstøbt psykologisk drama som dette.