Rembrandt (2003)

Når man kender til den fantastiske historie fra det virkelige liv, hvor to uerstattelige malerier i 1999 blev stjålet fra Nivågårdmuseet i Nordsjælland ved højlys dag, så er det i orden at blive skuffet over Jannik Johansens filmfortolkning.

Ude af balance
Problemet havde imidlertid været ligeså stort, hvis ikke filmen var baseret på virkelige hændelser: "Rembrandt" er en film ude af balance; grundlæggende utroværdig og med skuespil, der mere end vakler. Der er tale om et familieforetagende, da et mindre malertityveri bliver planlagt. Den småkriminelle Tom spørger sin far Mick, om ikke han kan stjæle et maleri fra en udstilling.

Voldsom mediedækning
Hverken Tom eller Mick - eller nogle af de andre involverede - er klar over maleriets uerstattelighed, men da først de er i besiddelse af det, overrasker den voldsomme mediedækning dem alle. Den dårlige samvittighed begynder at melde sig, og det er så godt som umuligt at sælge maleriet videre uden at blive opdaget af det nærgående politi.

Kæk humor
"Rembrandt" forsøger at holde en frisk fortællestil, der blander en alvorlig, spændingsmættet grundhistorie med en kæk, nærgående humor, der må være ment som opkvikkende islæt.

Ikke troværdigt
Det er endog særdeles vanskeligt at tage både alvor og humor alvorligt, når filmen stort set ikke på noget tidspunkt forekommer troværdig.

Under acceptabel standard
Det klart største problem er skuespillet, der er langt under acceptabel standard. Det er hårdt at kapere de fade præstationer i fire hovedroller samt ligegyldige biroller som fx Søren Pilmarks og Gordon Kennedys politimakkerpar, der hverken er fugl eller fisk. Sjældne undtagelser er Ole Ernsts portræt af faderen, Frank, og Ulf Pilgaard som den tålmodige Flemming, der accepterer, at hans kone har et forhold til en meget yngre mand.