Phone Booth (2002)

I en tid hvor mobiltelefoner er ved at stjæle al opmærksomheden fra de gode gamle telefonbokse er det da dejligt, at en erfaren instruktør som Joel Schumacher kan finde et manuskript, der skaber lidt fokus på de gamle fætre med glasvægge igen.
 

Får al opmærksomheden

Skuespilleren Colin Farrell får al opmærksomheden i denne lidt atypiske thriller, hvor kameraer kredser om en telefonboks i New York i knap halvanden time.

Frustreret i telefonen
Bag boksens glasvægge står den stadigt mere frustrerede Colin Farrell og snakker i telefon. Uheldigvis er det hverken konen, kæresten, svigermoderen eller barndomsvennen fra folkeskolen, der er i den anden ende af røret.

En væmmelig mand
Næ, i den anden ende er en væmmelig mand med en olm stemme. Den væmmelige mand stiller nogle ubehagelige krav til Colin i boksen. Den væmmelige mand siger nemlig, at han har boksen i kikkerten. Hvis Colin lægger røret på, får han en kugle i nakken.

Ud af boksen
Efterhånden kommer politiet på banen, men hvad skal de stille op? Stakkels Colin må forsøge at snakke sig ud af boksen!

Alternativt?
Man kan kun ryste på hovedet ad det klichémættede thrillerplot, der forsøger at sælge sig selv som alternativt, nyskabende og drøneksperimenterende - bare fordi hele handlingen foregår i en telefonboks. Ikke alene er herlighederne ualmindeligt kedelige, de er også så stopfodrede med alle genrens gennemsyret ligegyldige klichéer. Hver og én er de med.

Håbløst fortærsket
Det havde måske hjulpet, hvis der bare skete en lille smule imens, så man kunne fjerne fokus fra det håbløst fortærskede.

En slags øvelse
Filmen fremstår mest som en slags øvelse; "kan man lave en hel film, der foregår i en telefonboks"? Ja, det kan man - men vi ville have det bedre, hvis den kun varede ti minutter. Mere kan den ikke bære.