Candyman (1992)

Sammenhængende film:

Candyman (1992)

Candyman II (1995)

Denne stemningsgyser har afgjort potentiale, og et langt stykke ind i handlingen præsenterer den sig selv og sin afskyvækkende historie uhyggeligt flot: Studinen Helen Lyle vil sammen med en ko-studerende skrive en opgave om den skrækindjagende massemorder Candyman, der har haft sit "hovedsæde" i en trøstesløs og delvis forladt boligblok.

At påkalde sig en morder
Det siges, at hvis man siger Candymans navn fem gange foran et spejl og siden slukker lyset, så vil morderen dukke op og flænse en med sin sylespidse klo. Kvinderne opsøger morderens jagtmarker og kommer virkelig tæt på hans skræmmende univers. Alt for tæt, skal det vise sig.

Lækker fotografering
Hjulpet på vej af den gennemført lækre fotografeing (åbningssekvensen er helt fantastisk) samt Philip Glass' særprægede underlægningsmusik suges man ind i et gyserunivers, der helt afgjort placerer sig i den mere gennemarbejdede ende af genrens tilbud.

Uheldige problemer
Der opstår imidlertid uheldige problemer i formidlingen af historien, da hovedpersonen, den uhyggelige massemorder Candyman, træder ind i billedet og forvandler filmen fra det uhåndgribelige og skræmmende til det håndgribeligt fantasifulde og afvæbnende komiske.

Lidt for nervepirrende
I længden oplever man også for mange gentagelser af det psykedeliske tema, så hele stilen begynder at gå en på nerverne. Virginia Madsen spiller meget overbevisende i en krævende hovedrolle, der kommer ganske vidt og usædvanligt omkring.