Damien: Omen II (1978)

Sammenhængende film:
The Omen (1976)
Damien: Omen II (1978)
The Final Conflict (1981)
Omen IV: The Awakening (1991)

To år efter Richard Donners succesrige "The Omen" kom den første af i første omgang tre efterfølgere. Siden blev historien taget op igen i 2000’erne, men i den oprindelige franchise fra 1976-91 er "Damien: Omen II" det vellykkede midterbarn.

Samme stemning
Skuespillerne og filmholdet er skiftet ud, men stemningen er i mange henseender den samme som i den første film. Altså mørke, religiøst-gustne gys fortalt i en overdådig 70’er-æstetik og endnu engang med Jerry Goldsmiths musik (han modtog sin eneste Oscar for musikken til "The Omen").

Ondskaben selv
Drengen Damien er som alle andre 12-årige. Eller er det ikke som om, der stikker noget under? Det er efterhånden kun Damiens naive plejeforældre, onklen Richard og hans kone Ann, der ikke vil gennemskue, at Damien er ondskaben selv.

Dræberblik, der dræber
Nærmere bestemt inkarnationen af Satan eller Antikrist. Damien er altså en værre lille bandit med overbygning, og der skal ikke mere til end et dræberblik, så indtræffer døden hos dem, Damien ikke kan lide – eller rettere, som Satan finder er en trussel mod egen eksistens.

Teknisk lækkerbisken
Plottet er ikke helt vandtæt, men filmen er til gengæld så teknisk lækker, at fascinationen holder hele vejen i mål – ikke mindst som følge af Bill Butlers legesyge, stemningsmættede genre-fotografering.

Elegant æstetik
Der er ikke dén skæve vinkel (utroligt mange stemninger er opnået ved at filme i let frøperspektiv), der ikke prøves som effekt undervejs, og det former en elegant æstetik, der sagtens kan måle sig med den første films niveau.

Fin autoritet
Jonathan Scott-Taylor er en ret så habil Antikrist #2 (i den første film personificeredes han af Harvey Stephens), og som onklen Richard yder William Holden en fin autoritet (upåagtet nævnte naivitet).