Forsaken (2015)
Da sønnike vender hjem til fødebyen, bliver han nødt til at finde skyderne frem igen, da onde kræfter udfordrer den ellers fredelige fyr.
INGEN SPÆNDINGER
Skuffende håndtam western, der stolter sig af at være "tro mod sine genreforbilleder", men som i stedet for at emme af vækkelse snarere sygner hen i klichéer.
Første filmmæssige møde
Det er ellers slået stort op, at "Forsaken" er kulissen for det første filmmæssige møde mellem det virkelige livs far og sønnike Sutherland: 80-årige Donald og 48-årige Kiefer spiller far og søn Clayton, der kæmper for at finde hinanden igen efter flere års adskillelse.
Ivrige på aftrækkerne
Men det er ikke det eneste, de er oppe imod. Lokale outlaws er nemlig så ivrige på aftrækkerne, at den forhenværende våbenjonglør Clayton Jr. presses tilbage til våbnene igen, meget imod sin vilje.
Projektilerne flyver
Så kan det nok være, at projektilerne flyver. For ret skal være ret, og ære være ære, før Clayton Jr. igen kan ride ud i ukendt land – for nu er han endnu engang jaget vildt...
Ingen spændinger
Reelt set er "Forsaken"s eneste fascinationskraft far/søn-sammenstillingen. Altså det virkelige livs Sutherland-samspil. Kiefer udtrykte nervøsitet på forhånd, mest af respekt for farmand. Men da først optagelserne gik i gang, var der ingen spændinger.
Plumret plot
Det mildt sagt plumrede plot har ingen vilje til at forny genren bare en tøddel. Bare fordi man ærer en hæderkronet genre, behøver man vel ikke at annektere alle dens velkendte greb? Resultatet er som nævnt en klichékongerække af den mere funklende.
Forventeligt surmopset
Blandt birollerne er Michael Wincotts Dave Turner den mest interessante. Brian Cox tilfører ikke sin skurke-McCurdy andet end det forventeligt surmopsede, og Demi Moores feminint forenklede Mary-Alice falder tungt ned mellem de nypløjede markfurer.
Ikke det store liv
Filmen fik kun reel biografpremiere i USA og blev herudover vist på fire filmfestivaler, så noget stort liv, kan man ikke sige, at den har opnået – måske med god grund.
Flad underlægningsmusik
Jonathan Goldsmith har begået en temmelig flad underlægningsmusik, der efter en lovende start efterhånden pjaskes grundigt ud over hele den Canada-indspillede handling.
Anmeldt i 2016 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, Canada, Western, Drama, Action, Dyr på film, 90 min.
Dansk titel: Forsaken- Kiefer Sutherland (John Henry Clayton)
- Donald Sutherland (Rev. William Clayton)
- Brian Cox (James McCurdy)
- Michael Wincott (Genteman Dave Turner)
- Demi Moore (Mary-Alice Watson)
- Tom Carey (George)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation