Viskningar och rop (1972)

    To søstre våger ved deres søster Agnes' dødsleje sammen med en tjenestepige. Under Agnes' seje dødskamp fortælles søstrenes livshistorie.


    STILHED OG STILSTAND

    I denne, en af Bergmans mere krævende film, er det farver og lyde, der spiller hovedrollen. Den røde farve er filmens visuelle identitet, mens lydene er et stramt komponeret univers af tikkende ure, suk, råb og hvisken.

    Stilhed og stilstand
    Stilheden og stilstanden er uhyre anmassende - og grænsende til den ultimative tålmodighedsprøve. Der ligger dog i Bergmans iscenesættelse en stor kilde til inspiration, at filmens åbenlyse overdrivelser fascinerer mere, end de afskrækker.

    Metaforer for menneskeheden
    "Viskningar och rop" roterer nærgående om tre søstre - den ene døende - og deres tjenestepige, Anna. Bergman bruger de fire kvinder som metaforer for menneskeheden. Hvordan reagerer vi på angsten, døden og en gud, der tilsyneladende er mere ondskabsfuld end nådig?

    Selvdestruktivitet
    Karin er på randen af selvmord, og undervejs får vi hendes frygteligt selvdestruktive historie fortalt. Maria havde engang en affære, som fik hendes mand til at forsøge selvmord. Tjenestepigen Anna er dén kvinde, der får søstrenes indbyrdes forhold til at hænge nogenlunde sammen, og hun er samtidig væsentlig tættere på den døende Agnes end nogen af søstrene.

    Psykoanalytisk tilgang
    Bergmans psykoanalytiske tilgang til historien kan let blive for meget af det gode, og der opstår øjeblikke, hvor det er svært at bære filmens tunge, mørke atmosfære. Der er tale om en uhyggeligt nedtrykkende film.

    Intet overladt til tilfældigheder
    Filmen er en kunstfilm, forstået sådan, at der er kælet for enhver komposition, som stort set kun Bergman evnede det. Intet er overladt til tilfældighederne, og de kvindelige skuespillere bærer tydeligt præg af denne stramme, men geniale instruktion.



    Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1972, Sverige, Psykologisk drama, 95 min.

    Dansk titel: Hvisken og råb
    Instr: Ingmar Bergman Prod: Ingmar Bergman Manus: Ingmar Bergman Foto: Sven Nykvist Klip: Siv Lundgren Mus: Chopin, Bach
    Priser
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste instruktør
    • AAN - Bedste originale manuskript
    • AA - Bedste fotografering
    • AAN - Bedste kostumedesign
    • BD - Bedste europæiske film
    • CAN - Technical Grand Prize
    • GG-N - Bedste udenlandske film
    • GULDB - Bedste film
    • GULDB - Bedste skuespillerinde (Andersson)