The Zookeeper (2001)
Midt i en borgerkrig kæmper en dyrepasser alene for at redde dyrene i en zoologisk have. Snart får han besøg af to på flugt.
EKSIL I ZOO
Et sted i en østeuropæisk borgerkrig kæmper Sam Neills dyrepasser Ludovic alene en indædt kamp for at holde dyrene i en lokal zoologisk have i live. Den i forvejen umulige opgave vanskeliggøres yderligere af en kynisk soldat og hans lille hjælperskare, men Ludovic giver ikke så let op.
Eksil i ZOO
En dag står der en lille forældreløs dreng hos dyrepasseren, og Ludovic bliver nødt til at tage sig af ham. Snart støder en af drengens bekendte til, en ung kvinde, og livet i den zoologiske "eksil" bliver endnu farligere.
Fuld af gode intentioner
Filmen er fuld af gode intentioner. Man kan tydeligt mærke, at der ligger en stærk idé bag. Men hele følelsesregistret er låst inde i en særdeles inkonsekvent instruktion, der mere spænder ben end baner vejen.
En ond cirkel
Det bliver til en ond cirkel, hvor det meste mister troværdigheden: Skuespillet med det påtaget gebrokne engelske, drengens usandsynlige replikker, Sam Neills smarte vittigheder til elefanterne, den unge kvindes evigt velsminkede ansigt midt i alle elendighederne, den famlende og stilforladte fotografering i en zoologisk have, som man aldrig får mulighed for at sætte i perspektiv.
Ærgerligt
Man mere irriteres end inspireres, og det er rigtig ærgerligt, når grundhistorien rummer så dybt et potentiale. Danske Ulrich Thomsen kan opleves i en passabel præstation som den kyniske soldat Dragov.
Anmeldt i 2004 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2001, Tjekkiet, Krigsdrama, Børn på film, Dyr på film, 93 min.
Dansk titel: The Zookeeper- Sam Neill (Ludovic)
- Gina McKee (Ankica)
- Javor Loznica (Zioig)
- Ulrich Thomsen (Dragov)
- Om Puri (The Vet)
- Marek Vasut (Yeltsov)
- Vivienne McKee ((stemme))
- Ian Burns ((stemme))
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation