Napoleon Dynamite (2004)

Hvor bøvet er det muligt at være og samtidig slippe af sted med det – som filmkarakter? Altså, så filmen stadig holder uden at sprænge de komiske rammer. Grænselandet afsøges i komedien "Napoleon Dynamite", hvor teenageren af samme navn er både udtalt bøvet og socialt analfabetisk.

Absurd bøvet
Napoleon er absurd bøvet, på grænsen til det øretæveindbydende. Men en af grundede til, at tilskueren ikke farer i hverken flint eller krampelatter, er, at filmen er så intelligent underspillet på alle parametre, især i skuespillet, hvor Jon Heders Napoleon-portræt er i særklasse.

Udtryksløs mexicaner
Den outrerede teenager forsøger at klare sig gennem en gymnasiehverdag med mobning og ensomhed. Heldigvis bliver han venner med den udtryksløse mexicaner Pedro, og sammen står de en anelse stærkere, særligt i Pedros valgkamp til elevrådsformandskabet.

Aparte familieforhold
Når Napoleon kommer hjem, er det til helt aparte familieforhold. Den ualmindelig friskfyragtige onkel Rico er flyttet ind som den voksne, og den ultrakiksede storebror Kip bruger mange timer på at chatte med damer på nettet.

Forbløffelse og forførelse
Filmoplevelsen "Napoleon Dynamite" er præget af lige dele forbløffelse og forførelse. Hvad er det, der gør skævheden så spiselig i instruktør og manusforfatter Jared Hess’ filmunivers? Først og fremmest den skarpe kontrast, der opstår ud af underspillet i både fortællestil og skuespil.

Ud i ekstremerne
Der bliver ikke kastet store lagkagekomiske kævler på det komiske bål. Tilskueren må selv få styr på underkæben, der sympatihænger med bøvede Napoleons i den nævnte forbløffelse og forførelse. Hvad er det dog, vi er vidner til? Det kiksede trukket helt ud i ekstremerne.

Frodig detaljerigdom
Detaljerigdommen er frodig gennem hele den velskrevne historie, og det er ikke svært at leve sig ind i de mange pinlige situationer, selvom hovedpersonerne agerer på deres helt egen frekvens. Smilet breder sig på læberne, mens Napoleon og inderkredsen folder sig ud i ekstremerne.

Mentalt forhutlet
Jon Gries leverer en vidunderligt barnlig voksenpræstation som onkel Rico, ligesom Aaron Ruell er højkomisk indebrændt som storebror Kip. Efren Ramirez’ totale udtryksløshed i rollen som Pedro er nærmest skræmmende, og så er Tina Majorino et friskt kvindeligt pust som den mentalt forhutlede Deb.

Skæv handling
Musikken stikker ofte sit hoved frem og lægger planer for filmens stemninger, men den er så udtværende, at den desværre periodisk overtager den skæve handlings præmis.