Unge Andersen (2005)

Instruktør Rumle Hammerichs bidrag til det overvældende grundige H.C. Andersenår 2005 var denne spillefilm om den unge digterspires op- og mest nedture gennem land og rige i det tidlige 1800-tal.
 

Streng rektor

Andersen bliver sat i en skole under Henning Jensens strenge rektor Meisling, der afgjort er mere interesseret i at ydmyge end at lære fra sig. Heldigvis møder H.C. drengen Tuk, der bliver hans første gode ven.

Scenografisk ambitiøst
Filmen er scenografisk ganske ambitiøs og placerer sig billedligt og troværdighedsmæssigt et pænt niveau over Bryggeren (1996). Historiefortællingen er til gengæld noget ru og plumret, og det lykkes slet ikke Rumle Hammerich at komme under Andersen-facaden. Smart-raffinerede klip og visuelle effekter skal bryde de kønne og episke tidsbilleder, men det bliver snarere en malplaceret "diskokugle" end et effektivt virkemiddel.

Vaklende spil
Største problem er dog Simon Dahl Thaulow, der skal gøre det ud for unge Andersen, og absolut ikke kommer i nærheden af et troværdigt niveau. Det er desværre en killer med så vaklende skuespil i så tung en hovedrolle, og det skuffer fælt, at Rumle Hammerich - der ellers ofte viser store evner netop i personinstruktionen - kan ramme så meget ved siden af. Har skuespillerens udseende haft større betydning end talentet - man får mistanken!
 

Udmærket Jensen

Henning Jensen er udmærket som den sarkastiske rektor Meisling, men filmens Meisling er en skrapt poleret udgave af dén Meisling, der er beskrevet af virkelighedens Andersen. I filmen er han nærmest en flink mand.

Jappende diktion
Diktionen er generelt jappende og dermed svær at høre. Det skærer i ørerne, at både Andersen og de fleste andre taler så hurtigt og moderne, at absolut ingen i H.C.s samtid ville have kunnet forstå et klap af, hvad der blev sagt. Vi andre kan kun knap følge med.

Snævert Andersen-syn
Filmen koncentrerer al sin energi omkring Andersens forhold til den strenge rektor samt om det opdigtede venskab mellem Andersen og drengen Tuk - man savner i dén grad, at historien ville brede sig mere over unge Andersens oplevelser.