Dog Day Afternoon (1975)

Hér kan man opleve en ung Al Pacino i en meget særpræget bankrøverfilm, der bjergtog hele filmverdenen i 1975 – og stadig i dag af mange bliver betragtet som et mesterværk og en af halvfjerdsernes bedste film.

I perioder intens
Helt op i disse højere luftlag er det dog svært at svinge sig. Filmen er særpræget, stærkt spillet og i perioder intens, men den er langt fra Lumets bedste og generelt tungt stereotyp og kedsommeligt stillestående, uden at man kan se det dybere formål med det hele.

Kejtet bankrøver
Al Pacino spiller den kejtede Sonny Wortzik, der sammen med en makker forsøger at røve en bank. Men alt går galt, og inden længe er Sonny, makkeren og et lille hold gidsler fanget – omringet af en hel hær bevæbnede politimænd.

Naive krav
Hele filmen drejer sig om, hvorvidt Sonny kan slippe væk, og han er konstant i forhandlinger med politiet udenfor. Naiv som han er, tror Sonny at han får sine krav om et privatjetfly opfyldt.

Umotiveret biseksuelt sideplot
En sidehistorie, som det er svært helt at blive grebet af, er, at Sonny er biseksuel og har et forhold til en mand, til hvis kønsskifteoperation de røvede penge skulle være gået til.

Savner intensitet
Filmen savner egentlig grundlæggende intensitet – kun i enkelte scener føler man sig grebet af stemningen. Historien er endeløst det samme og det samme igen, helt uden variationer, og man kan ikke sige sig fri for at blive træt af hele herligheden allerede halvvejs gennem filmen.