Kongekabale (2004)

Næsten hele parken af hotte danske skuespillere fylder hér Nikolaj Arcels flotte billeder ud i godt 100 minutters intensiv politikerlede. "Kongekabale" er et fiktivt kig ind bag murstenene på Christiansborg. Her får den unge journalist Ulrik Torp chancen på "Borgen", og det skal vise sig at blive mere end spændende.

Pikante oplysninger
Hurtigt får han udleveret pikante oplysninger om spidskandidaten i et af landets største partier, Lone Kjeldsen, og hendes mand, og Ulrik vælger at skrive historien, der får stor opmærksomhed i pressen.

Et mediestunt
Men efterhånden går det op for Ulrik, at historien er usand og udelukkende et mediestunt, der skal få Kjeldsen ned med nakken, så Kjeldsens kandidatkollega, Erik Dreier Jensen, kan komme til magten i stedet.

Højt ambitionsniveau
Filmen er mest intens i kraft af sine stærke og velkomponerede billeder, der vidner om et særdeles højt ambitionsniveau og virkelig selvmarkedsfører den unge instruktør, Nikolaj Arcel.

Søgt historie
Historien er noget søgt og kommer aldrig rigtig op på et niveau, der bliver troværdigt. Der er ganske enkelt for meget smart og for lidt sart over fortællestilen, der bliver ét langt drøn mod et superklimaks.

En vrissen Bahnsen
Skuespillet er pænt over middel men ingenlunde fantastisk. Pilmark lider i dén grad under DSB-"Harry"-reklamerne og er stadig en lidt vrissen udgave af Bahnsen, hér blot sat under pres og væsentligt mindre økologisk indstillet.

Skræddersyede roller
Anders W. Berthelsen forbliver "mors dreng" filmen igennem: for pæn til en for skræddersyet rolle, der i mange henseender lægger sig tæt op ad alle de andre roller, som Berthelsen har spillet.

Tager sig selv uhyggeligt seriøst
Filmen tager sig selv uhyggeligt seriøst, og det knækker den langsomt men sikkert. Scenerne bliver nærved ufrivilligt komiske snarere end højdramatiske. Alle tv-programmer på TV2 får ændret navn, og alle partier på Christiansborg hedder noget andet - af politiske grunde.