Mimi og madammerne (1998)

    En række par har rod i forholdet på kryds og tværs, men hverken kvinder eller mænd synes at kunne redde trådene ud.


    FINT LILLE MULTIPARLØB

    Parforhold kan være noget underligt rodet noget: det ene øjeblik ren idyl - det næste totalt kaos. Mimi har taget sine bedste veninder med væk fra de håbløse, tåbelige og uforbederlige mænd: En lille tur på landet til kvindesnak og generel genopladning.

    I stress & jag
    Hjemme i stress og jag må mændene klare sig selv imens med børnepasning og irritabelt dårlig samvittighed. Mimi og hendes lille håndfuld af "madammer" får oplevet en hel del på ganske kort tid: sex er inden for rækkevidde, men man kan også dumme sig.

    Hæsblæsende opgør
    Snart begynder kvindernes mænd at ankomme, og det udvikler sig hurtigt til et ragnarok af intriger, beskyldninger og hæsblæsende opgør for åbent tæppe.

    Skåret ud i pap
    Filmen giver et ret underholdende billede på moderne parforholds velkendte op- og nedture; skåret ud i pap og overdrevet til bristepunktet.

    Akavet
    Trods alle gode idéer fremstår "Mimi og madammerne" dog som en noget akavet og tynd affære, hvor skuespillerne mere vrænger end spiller deres roller, og hvor stemningen forbliver let og på overfladen.

    Savner reelt drama
    Man har ikke villet i dybden, og filmen lider under manglen på reelt drama. Dramatikken ligger udelukkende i den ironiserede og kraftigt sarkastiske gennemgang af parrenes forhold, der mildest talt er gået i baglås, allerede inden filmen er sat i gang.



    Anmeldt i 2005 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024